Tidt tænkte jeg mig Haabet som en Engel
med himmelsk Klarhed paa den brede Pande,
med Modets Lynglimt i det lyse Blik,
med Heltens lette, sikkre, stolte Gang,
en Engel i en paradisisk Glans,
som strakte Haanden alt mod Sejrens Krans
med tusind Jubeltoner paa sin Tunge.
Nu synes tidt jeg, Haabet er en Kvinde,
som vandrer stille gennem Vintrens Øde
med Lokken flagrende i kolde Vinde,
men over Kinden Livets Morgenrøde.
Tyst gaar hun fremad — Vaaren vil hun møde.
Hun spejder efter Straalerne, som brøde
sig Vej igennem Skyens mørke Tag,
hun suger Luften ind i fulde Drag:
„O, mon den ikke lunes lidt i Dag?”
hun lytter til den mindste Fuglekvidder
med spændt Aarvaagenhed og Velbehag.
Hun smiler, naar hun mellem alt det døde
kan finde blot et Straa, som er i Grøde,
en lille Knop, som taler Livets Sag,
taknemlig for hvert lille Tegn, som kommer
med Profetier om den fjerne Sommer.