Mens den brusende Blæst farer frem paa sit Tog
og fordunkler min Rude med Sne,
ved den blussende Ild, i min rolige Krog
faar jeg dejlige Syner at se.
Ja, der hvælves af Bøgenes dunbløde Hang
over hvide Konvaller et Tag,
hvor det dufter af Vaar, hvor det toner af Sang
som paa Løvspringets solfyldte Dag.
Og dér kommer til Møde, snart den og snart den,
de, som spredtes i Øst og i Vest,
og den frejdige Sang, som forlængst toned hen,
den faar Klang som ved Ungdommens Fest.
Og min Sjæl dukker ned i mangt inderligt Blik,
skønt forlængst det paa Jorden blev slukt,
og jeg lytter til kærlige Stemmers Musik,
endskønt Munden i Døden blev lukt.
Og mit Hjerte er ungt og mit Hjerte er glad,
og jeg føler, jeg mister dem ej,
mens min Kærligheds Træ end kan brede sit Blad
og staa friskt som i Ungdommens Maj.
Og jeg føler saa vist, og jeg synger det frit:
Hvad jeg fandt, som er Kærlighed værd,
det kan aldrig forgaa, det er mit, det er mit,
det skal møde mig hisset som her.
Jeg skal se dem igen med den genfødte Sans,
se hver eneste hjemme hos Gud,
i et renere Lys, i en varmere Glans,
frisk som Blomsten, der nylig sprang ud.