Naar Tanken knap kan evne
at forme sig i Ord,
naar Munden ej tør nævne,
hvad dybest inde bor,
hvad dunkelt kun vi fatte,
tidt straaler i et Blik
med Bud fra skjulte Skatte,
vor Sjæl i Eje fik.
Som blomstertunge Grene
forene Duften sød,
som Kilder sig forene
i Flodens Bølgeskød,
som Toner sig forbinde
harmonisk i Musik,
kan Sjæl til Sjæl sig finde
og binde i et Blik.
Og kan den end kun gætte
hvad i den anden bor,
den træffer nok det rette,
hvor Hjerte Hjerte tror,
den skimter dog den Kærne,
som aldrig kan forgaa,
den aner dog den Stjerne,
hvis Straalebud den saa.
Ja det, vi dybest eje,
som Sol igennem Sky
kan bane sine Veje
i Blikkets Morgengry,
kan Straalebroen bygge,
som Hjerter mødes paa,
saa glad og tillidstrygge
hinanden de forstaa.