Hvor holder jeg af dig, du kvidrende Stær,
som synger saa kæk og forvoven!
Skønt alt end er nøgent paa Mark og i Kær
og Rimfrost endnu pudrer Skoven,
du sætter dig trygt paa en Gavl imod Syd,
hvor Solen den rigtig kan bage,
og spaar saa frimodigt med jublende Fryd,
at talte er Vinterens Dage.
Er fattigt kun skaaret dit daglige Brød,
og maa vel ret ofte du gyse,
du. synger din Vise og glemmer din Nød
og glemmer i Sangen at fryse.
Du Foraarets Sanger med fribaarent Mod,
pust Haabet herinde i Lue,
til glad og frimodig jeg strækker min Fod
og synger trods alt, som vil kue.
Ja, glad vil jeg lytte og tro, naar du spaar,
at Vinteren snart maa faa Ende,
at Vaaren maa sejre, hvordan det saa gaar,
og magte sin vældige Fjende.
Hvor Sneen nu spotter den straalende Sol
og trodser dens varmende Flamme,
snart Jorden skal bære en yndig Viol,
mit Hjerte skal gøre det samme.