Vilhelm Gregersen (1848–1929)

Ton blidt min Sang som Aftenklokkens Slag,

naar Solen synker paa en stille Dag,

ton af den Kærlighed, som bor herinde.

Som Morgenbrisen fuld af Duft og Klang,

som Brisen over Havet flyv min Sang

og bring min Tak til Sønderjyllands Kvinde.

Ton for den gamle Kvinde bag sin Rok,

for Bedstemo’er med sølverstænket Lok,

som sidder bøjet over Salmebogen,

men end kan give sine Minder Røst,

saa Modet svulmer i de unges Bryst,

og Haabet lyser frem af Arnekrogen.

Nyn for den unge Mo’er ved Barnets Seng,

som beder med sin Pige og sin Dreng

en barnlig Bøn i vemodblandet Glæde

for Far og Mor og for dem selv, de smaa,

og for det Land, hvor deres Senge staa,

det Land, som tidt faar Moder til at græde.

Tal til den unge Piges friske Sind,

hvor Spøg og Alvor lege ud og ind

som Vaarens Sus om Skovens Anemone,

som vugger sig i lyse Drømmes Glans,

men gerne ofred selv sin Myrtekrans

til Vederlag for Danmarks Tornekrone.

Flyv til dem alle, som med ærlig Hu

har Danmark kær og har et Haab endnu,

og sig dem af mit Hjertes hele Fylde:

Tak, Tak for alt, for alt, I led og stred,

Gud signe Jer for al den Kærlighed,

dens varme Glans skal Sorgens Sky forgylde.

Gud styrke Jer paa Eders stille Vagt!

Har Danmarks Nød end Savn og Smerte bragt

desbedre se vi Kærligheden lyse,

med Julestjernens Klarhed staar den tændt,

med Haabets Glans paa Nattens Firmament,

nu da saa mange, mange Hjerter fryse. —