Vi har Minder, der er svøbte
som i gyldne Straalers Flor,
vi har Minder, taaredøbte,
rundne frem i Dødens Spor,
Minder som en Vaardags Susen,
Minder som en sludfuld Høst,
Vaarens Sus og Stormens Brusen,
begge er vor Moders Røst.
Nyn dem over Barnets Vugge,
ej blot Ærens stolte Sang,
ogsaa dette Brus af Sukke,
Stormens dybe Efterklang,
lad dem fylde Drøm og Tanke,
lad dem ildne Hjertets Slag,
da af Mindets Jordbund ranke
Roser sig om Korsets Flag.
Da Norrønablodet ruller
varmt ved Tanken om vor Slægt,
og, med Skulder imod Skulder,
løftes tunge Tiders Vægt,
til engang paa frie Vinger
Flaget bølger fra sin Stang,
til engang fra Læben klinger
vældig alle Danskes Sang.