Helt jævnt vil ad Vejen vi træde,
og støt vil vi passe vort Kram
og bie i Sorg paa Glæde
og værne vort Skjold for Skam.
Den Sangfugl, som bygger herinde,
det Sprog, som Vorherre os gav,
skal kvidre blandt Bøge og Linde,
skal synge ved Vugge og Grav.
Vi véd jo, at Gøgen vil lægge
sit Æg i Smaafuglenes Bo —
de fremmede Æg vil vi knække
og værne om Sangfuglens Ro.
Og jages den Sangfugl fra Skolen
og bort fra Guds hellige Hus,
fra Hjemmet dog frejdig mod Solen
gaar Tonernes varme Brus.
Det Haab, som har styrket de gamle,
skal styrke de unge med dem,
de Minder, som de vilde samle,
skal slynge en Krans om vort Hjem.
Den Tro, som de kunde bevare,
da Tiden hernede blev ond,
den Tro vil vi ogsaa forsvare
til Frihedens herlige Stund.