Uforsagt, om Lykken kvælder
for en Stund bag Skyens Hvælv,
værn blot Livet, det som vælder
fra det dybe i dig selv,
værg den Ret, du tør bekende
for din Gud, og følg dens Bud;
mægtig, ja det er vor Fjende,
men almægtig er vor Gud.
Er vi faa, som de er mange,
vi har Ret, som de har Magt,
og et Brus af Morgensange
følger os paa Nattevagt.
Samme Modersmaal paa Læben,
samme dybe Kærlighed,
samme Haab i al vor Stræben
giver Kraft og lyser Fred.
Ja saa vist, den er den sande,
Kærligheden, hjemmefød,
skal ej Sydens tusind Vande
slukke Hjertets varme Glød,
og saa vist som Sol kan kue
Vintrens Magt i Skov og Strand,
skal den lyse, skal den lue,
til det vaares i vort Land.
Lad saa Vintren, mens den varer,
male op med sort og hvidt,
og lad Ørnen kyse Harer,
og lad Ræven se sit Snit,
én Gang dog i Sol og Sange
skal en Abild hvid og rød
skjule under Blomster mange
al vor Sorg og Vinternød.