En Sang om Kærlighed
(Emanuel Geibel)
(Emanuel Geibel)
Saa meget har paa Jord mig frydet,
saa meget vakt min Sjæls Behag,
den unge Vaar af Blomster prydet,
den gyldne Sol paa Himlens Tag,
dog véd jeg ét, som giver Lykke,
langt mer end Morgensolens Smykke,
end Rosenblomst og Liljeskud,
og det er, tro i Sjæl og Sinde,
en Kærlighed at have inde,
som ingen kender uden Gud.
Hvem slig en Gave Gud har givet,
han være trøstig, være glad,
han fik en sælsom Fred i Livet
trods Verdens vilde Bølgebad,
lad Sorgens Brænding om ham stige,
den gør ham stærk til ej at vige,
den er hans Borg og sikre Trøst,
den løfter Faklen for hans Hjerte
i Livets Labyrinth af Smerte,
med Ro i Stormen, Vaar i Høst.
Men søger du den — lad dig raade:
i Verdens Hvirvel søg den ej!
Den er et Under, er en Naade
som Himlens Dug paa Vaarens Vej;
den kommer mildt som Blomsterduften,
den kommer blidt, som gennem Luften
fra Sommerskyen Maanens Skin,
og ej din Attraa, ej din Higen,
men Ydmyghed er Himmelstigen,
som fører Englen til dig ind.
I lønlig Angst, i Længselsdrømme,
hvorom selv Vennen ej har Nys,
maa glad du Smertens Bæger tømme,
til Smerten fly’r for hendes Kys.
Da er der Højtid i din Færden,
da lysner i din indre Verden
et Genskær af den Elsktes Hu,
en ren og hellig Morgenrøde,
og glad ser du dit „Jeg” forbløde
og vil kun aande i et „Du”.
Det er den kosteligste Gave,
som Gud kan sænke i et Sind
til Egenviljen at begrave,
at Kærligheden kimes ind.
O sødt at tage, sødt at give
og mer’ og mere ét at blive!
Hvad ellers Tab, er Vinding nu.
Jo rigere dit Hjerte skænker,
des rigere sig Naaden sænker —
o giv din Sjæl, din hele Hu!
Din Taares Glans i hendes Blikke,
om dine Læber hendes Smil;
din Tanke, Drøm, din Længsel, ikke
du fatter, hvem den hører til.
Det er, som naar to Rosengrene
tæt sammenslyngede forene
et lyst og dunkelt Blomsterflor,
og ej du ser, af hvilken Pode
de hvide og de røde grode,
men undres kun, hvor smukt de gror.
O ja det gror — i Hjertet inde,
der dufter evig Aandens Vaar;
du føler Glædens Bølger rinde
i evig Ungdoms Solskinskaar.
Den Ild, du jublende ser flamme,
gør Tid og Alderdom til Skamme
trods Hvirvelvind og Askefog.
Lad Døden selv sit Kogger tømme,
af Kærlighedens dybe Strømme
Udødeligheds Vin du tog.
Nu er det sent — bag dunkle Tinder
sig klæde Skyerne i Guld,
dybt rødmende bag Skoven skinner
alt Maanen, straalende og fuld.
De kaade Aftenvinde glide
i Leg med Roserne, som hvide
om Vindvet slynge deres Hang.
O sus — sus sagte gennem Luften,
du friske Vind, og hils med Duften
min Elskede i denne Sang.