Naar Havets stolte Bjerge
sig vælte over Land,
som vilde Jætter hærge
de trindt den lave Strand,
da ødes grønne Enge,
da segner Lund og Skov,
da trampes Kornets Vænge
af Bølgestoddets Hov.
End i de gamle Moser
vi ofte faa Besked
om sunkne Skoves Roser
og sejge Egeved,
en Gang i Sommergrønhed
de stod i Solens Guld,
men deres ranke Skønhed
rev Storm og Hav omkuld.
Sligt lærte os at trygge
mod Havets Harm vort Land,
sligt lærte os at bygge
mangt Dige langs vor Strand,
men der er værre Vover
end de, der slaa mod Bred,
hvad mest skal vaages over
er Hjertets Liv og Fred.
Guds Bud, jeg véd, er svære,
men „ret begyndt” jeg tror,
det er til Gavns at lære
at ære Fa’r og Mo’r.
Som Grenen af sin Stamme
vi randt af Hjemmets Skød,
og hvor maa den sig skamme,
som sveg sit Hjem i Nød.
Ja ær din Faders Minde,
og elsk din Moders Sprog,
hver trofast Sang herinde,
som dem om Hjertet tog,
værn deres jævne Sæder
mod fremmed Brask og Bram,
und Krybet kun den Hæder
at kunne skifte Ham.
Vel vandt vi ikke Sejer
trods alt det dyre Blod,
dog end en Skat vi ejer,
en Skat, som giver Mod;
det er vor Ret, den gamle,
det er vor gode Sag,
om den vil vi os samle
som Hæren om sit Flag.
Og naar ej mer i Skolen
vort Sprog maa finde Ly,
naar selv fra Præd’kestolen
det jages uden Sky,
det Sprog, som Gud har givet
os efter Hjertets Trang,
det skal nok bjærge Livet
trods fremmed Kling og Klang.
Lad fremmed Fugl kun bryste
sig baade kry og spansk,
Vorherre vil nok trøste
os nu som før paa dansk,
og taarne alle Vegne
sig Bølger som til Dyst,
Gud hjælper nok at hegne
om Hjemmets lave Kyst.
Kom med, hver Svend og Pige,
hver Mand og Kvinde god,
kom med at rejse Dige
imod den stride Flod,
kom med at gøre Moser
igen til Skov og Vang
med rød og hvide Roser
og Haabets Fuglesang.