Jeg véd ej Flag saa skønt som du,
du røde Dug med Korset hvidt,
jeg véd ej Flag saa kært som du,
thi du er mit, ja du er mit.
Du tændte Ild i Barnets Hu,
og kækt mit unge Hjerte slog,
og du skal tænde Ild endnu
i Livets Kvæld, mit Dannebrog!
Har trange Grændser end vor Vang,
og var vi aldrig før saa smaa,
du skal ej hejses halvt paa Stang,
og Sangens Tid skal ej forgaa,
nej lige kønt og lige kært
flyv sangombruset imod Sky,
thi opad, opad har vi lært,
skal Haabet ranke sig paany.
Vort Flag, saa ofte døbt med Blod,
naar varme Hjerter bar dig frem,
mand du os op til deres Mod,
som stred for dig og for vort Hjem,
fortæl os med dit milde Sus
om store Tider, som svandt hen,
indtil vor Moders gamle Hus
har samlet alle Børn igen.
Vort Flag, du alle danskes Flag,
ja fold dig ud mod Himlens Blaa,
og før os frem fra Dag til Dag,
at handle stort, skønt vi er smaa.
Lad hver for sig saa mene sit,
du samler os i samme Tog,
med samme Maal, i samme Trit,
vort kære, gamle Dannebrog.