Vilhelm Gregersen (1848–1929)

Hvor jeg elsker dig, mit lille

kære, danske Fædreland,

Vaarens Sus og Lærkens Trille,

Bølgens Brus omkring din Strand,

dine Skove sommermilde,

Kornets Bølge rig og fuld,

Fjordens Spejl, naar stor og stille

Maanen bygger Bro af Guld.

Hvor jeg elsker dig, mit jævne

Modersmaal, saa rigt paa Sang,

som trods noget Sprog har Evne

til at tolke Hjertets Trang;

væder Taaren mine Kinder,

faar en Skæmt mig til at le,

i dit rige Skød jeg finder

Ord for alt, i Vel og Ve.

Hvor jeg elsker dig, mit gamle

rød og hvide Dannebrog,

om din favre Dug sig samle

store Minders Heltetog.

„Hvidt i rødt” er „Ret og Ære,

gemt i Kærlighedens Favn!”

Give Gud, at vi maa bære

dig til Fryd fra Ve og Savn.

Give Gud, at vi maa bygge

trofast sammen Folk og Drot,

og i Frihedstræets Skygge

fremme alt, hvad rent og godt,

værge kækt den gamle Rede,

værne mildt dens unge Kuld,

højne Danmarks Haab og frede

Danmarks Minder tro som Guld.