Vuggende Vover i funklende Rækker,
solhvide Sejl paa den blaanende Bugt,
løvbrede Kroner, som Armene strækker
mildt imod Markernes bugnende Frugt,
blommede Enge langs Strømmenes Vej,
lyngbrune, ensomme Heder,
vejrslagne Klitter, hvor Havet sig breder —
Hjemland, mit Hjemland, hvor elsker jeg dig!
Her mødes Haanden med trofaste Hænder,
her mødes Øjet med kærlige Blik,
her klinger Sproget, jeg elsker og kender,
Mindernes Sange og Hjemmets Musik,
her skinner Solen dog skønnest for mig,
her skal den fylde min Stue,
her vil jeg takke min Gud for dens Lue —
Hjemland, mit Hjemland, hvor elsker jeg dig!
Her vil jeg leve og her vil jeg virke,
her vil jeg mindes min Fa’er og min Mo’er,
bygge i Læ af vor ældgamle Kirke,
værge som Fædrene Fædrenes Jord,
og naar engang der er Slut paa min Vej
her, vil jeg bede de unge
aldrig at glemme og altid at sjunge:
„Hjemland, mit Hjemland, hvor elsker jeg dig!”