Naar over Præstegaardens lave Tage
en Vinterstorm slaar sine Vinger ud,
da tænker jeg i Tiden mig tilbage,
den lyse Tid, da Bøgen stod som Brud,
og nynner glad, mens Vinterstormen gaar:
„Brus du kun væk, jeg synger dog om Vaar!”
Jeg kan jo dog af svundne Tider skønne,
at Havens Plæner, falmede og graa,
igen skal spire saftige og grønne,
mens farvemætted’ mine Blomster staa,
hvert Æbletræ skal prange hvidt og rødt,
hver bly Viol skal dufte frisk og sødt.
Jeg véd det jo, at Lindens Net af Grene,
der staar som Streg ved Streg mod Himlens Graa,
vil Vaaren atter kongeligt forlene
en Løvsals Pragt af Hjerteblade smaa,
og paa den Gren, som Sneen tynger ned,
skal snart min Solsort prise Vaarens Fred.
Jeg véd det jo, at Spiret af min Kirke
skal snart bag Løvet krybe som i Skjul,
mens Solen glitrer over lyse Birke,
og Rosenhegnet gemmer Fugl ved Fugl,
og Guldregn, Snebold og den blaa Syren
staar tynget ned af Blomster paa hver Gren.
Ja, ja, jeg véd, hvor vredt end Vintren brummer,
den faar forvist dog ej det sidste Ord,
snart Droslen jubler, og snart Bien summer
en Frydesang med Hjertet her i Kor,
og maa jeg bort herfra, før Vintren gaar,
saa gaar jeg did, hvor altid det er Vaar.