Jeg havde lavet et Stærehus,
helt pænt og med mange Pinde,
og vugged mig i den søde Rus,
en Stær skulde bo derinde,
en Stærefamilie, kanske to —
jeg holder nu meget af Stæren,
og jeg skulde rigtig sidde i Ro
og nyde dens Musiceren,
høre dens lyriske Fløjtedrag
og høre det morsomme Pludder,
naar Fatter og Mutter en Solskinsdag
fik sig en lun, lille Sludder.
Og Stærene kom, og Stærene fløj
og gjorde et farligt Væsen
og snakked og bygged med stort Staahøj —
og tog mig saa dog ved Næsen;
Lejligheden var net og nem,
men Fruen, hun var nok kræsen
og vraged mit lille Kunstnerhjem
paa Grund af den megen Blæsen.
Naa ja — hvad var der at sige til,
at Stæren foretrak Lunden;
jeg gik og fløjted en Polka paa Dril,
men tænkte som saa i Grunden:
Stæren og jeg, vi passed saa godt,
men altid bliver man vraget —
da hørte jeg noget pippe saa smaat
og, vips, var det nede fra Taget.
Maaske en Mejse? Ak nej, en Spurv,
en lille, struttende Herre,
visiterte mit Fuglehus.
Kunde det vel være værre?
Den kom med Konen, en lille graa,
uanselig Madamme —
Genér Dem ikke! — De saa derpaa
og flyttede ind med det samme.
Nær nok havde jeg kylet en Sten
op paa Stærehustaget;
da var det som kvidred en lille en:
„Ak, altid bliver man vraget!”
Jeg skal ikke nægte, jeg blev lidt rød,
endskønt jeg var Husets Ejer,
og siden hen har jeg selv smuldret Brød
ud til min dristige Lejer.
Og jeg har haft en hel Del Plasér
af ham og hans lille Mutter
og af den voksende Slægt især,
de smaa, gulnæbbede Putter.
Spille saa fint som den sorte Stær,
det kunde de vist nok ikke,
men synge ud selv i daarligt Vejr,
det forstod de til Punkt og Prikke.
Han var jo Fatter, og hun var Mo’er,
og de var velsignede Unger —
og det er en ypperlig Tekst, jeg tror,
for saa mange jublende Tunger.