Du lille Busk af Vintergrønt!
Naar al Ting blomstrer rigt og skønt
i Somrens Guld og Glæde,
du er, om ikke ganske glemt,
af mange overset bestemt
der i dit lave Sæde.
Men mig er du langt mere kær
end mange blomsterfyldte Træ’r
her i den rige Have,
thi, naar saa mangt et prægtigt Flor
for længe siden sank til Jord,
du grønnes mellem Grave.
Du staar som Mindets stille Skat,
der liver op i Savnets Nat;
og derfor vil jeg frede
dig trolig i min Urtegaard,
du lille Busk, som varsler Vaar,
naar alt er tomt hernede.