Maanen lister paa Himlen frem
og smiler saa mildt til Jorden
og lægger en straalende Sølverbræm
om vigende Skyer i Norden.
Kornet vugger for sagte Vind,
Skoven hyllet i lette Spind
runder sig blødt som en Piges Kind.
Luften er krydret og lind
og bævende blinker Fjorden. —
Bølgerne glide saa stille,
saa stille ind mod den lave Kyst,
som om de saa nødig vilde
forstyrre den ømme Trille,
den klukkende Tonekilde
fra en Nattergals jublende Bryst.
Over Bølgen — alene
hælder en Birk sine Grene,
nylig frisket af Regnens Bad.
Jomfruskær er dens Stamme,
sølverstænket er Blad ved Blad.
Den sukker saa tyst i Vinden,
sukker ud i den dybe Fred,
og blidt, lig Taarer fra Kinden,
falder de blinkende Draaber ned
som Graad af en dyb og stille,
hemmelig Kærlighed.