Nu ligger Engen vaad af Dug,
det blaaner omkring Skoven,
og Maanen stiger stor og smuk
og stille frem foroven.
Den breder Sølv om Skyens Rand
paa Tage og paa Grene,
og glimter over Fjordens Vand,
som mumler mellem Stene.
Her er saa fredeligt og tyst
som mellem Kirkens Piller,
kun fjernt en Nattergalerøst
slaar sine ømme Triller.
Blidt Vinden stryger mig forbi
med blød og dæmpet Stemme,
som nynned den en Melodi
med Hilsen fra derhjemme.