Jeg har dig kær, du lille blaa Viol,
som spirer frem, blandt lyse Hjerteblade,
saa snart den første varme Foraarssol
sig sænker stille over Muldets Flade.
Da løfter du fra Jorden bly din Knop
blandt nøgne Ranker, under tomme Kroner,
og slaar dit rene, dybe Øje op
mod Himlens Blaa til Lærkens milde Toner.
Og ud i Vaarens kølig friske Luft
du aander mildt fra Bedet i det lave,
din jomfrurene, friske, rige Duft,
som breder Foraar i den hele Have.
Og naar saa Somrens Pragt er blegnet hen,
og naar de stolte Kroners Purpur falder,
da knoppes du, da blaaner du igen,
og aander Duft i Høstens nøgne Haller.
Og derfor er du mig et skønt Symbol,
du Vaarens Blomst, som trodser Høstens Vinde,
paa det i mig, som i Guds Naades Sol
gør Høst til Vaar og aldrig skal forsvinde.