Der hersker Tavshed i den mørke Stue,
og Arnen varmer ei med nogen Lue,
men kun en Glød, der brænder som et Øie
i Kobberspeilet paa det blanke Skjold
og sidder der og stirrer tavs og kold
paa ham, den Gamle med den hvide Trøie.
Er han en Høvedsmand, er han den Stærke,
der forrest skred i Kamp med Saxens Mærke,
der svang en blodig Kniv ved Gudens Alter
og slog og slagted med sit Blik i Lyn?
Nu sidder han med Rædsel bag sit Bryn
og mumler Bønner fra det christne Psalter.
Thi Krigen rulled ud sin røde Vove;
men Frankens Drot fik Magt i Saxens Skove
han peger med sit Spiir mod Codans Vande;
de kloge Munke bygge Gud et Huus —
da styrter Irminsul i Gruus,
og Daabens Bølge slukker Hadets Brande.
Der treen et Kongebud i Kæmpens Stue;
han talte saa: „Du dæmpe Vredens Lue,
„Du søge Naadens Væld, der renser Aanden;
„thi hvis Du fræk foragter Kirkens Raab,
„da skal Du døbes med en blodig Daab,
„naar Dommen træder frem med Sværd i Haanden.
Men da nu dette Valg var Gubben givet,
han sveg sin gamle Tro, men frelste Livet,
og flux en Munkeflok hans Hjerte trøsted.
Tilsidst saa knytted han sin vaade Pagt,
men da han førtes i den hvide Dragt,
da slog de ham en Tryllekreds om Brystet.
Der sidder han, en Fenrisulv i Lænker;
thi Døbekjortlen var et Værk af Rænker;
den binder fast med sine fine Traade
og holder fangen i den nye Tro.
Men aldrig faaer han meer i Verden Ro,
og Vievand og Bøn vil Intet baade.
De blege Trælle staae bestedt’ i Pine;
de gyse for den Gamles grumme Mine
og liste bort med lette Fjed som Katte.
De læse Trusler af hans haarde Træk; —
at derimod han sidder stiv af Skræk,
med Syner i sin Sjæl, kan Ingen fatte.
Det mørkner meer og meer, og Skygger glide,
han seer en Kæmpe gjennem Luften ride
i gylden Pandsersærk, med draget Værge.
Den gamle Codan med den brede Hat
maa søge Nordens vinterlange Nat
med Stjerneflammer over vilde Bjerge.
Saa kører der en Yngling med en Hammer;
en blaalig Ild i Kærresporet flammer,
og Tordenskyer om hans Hoved drage.
Thi det er Thunar med det røde Skæg;
han staaer og peger mod den mørke Væg,
hvor Skjoldet hænger paa sin vante Knage.
Men tys, en Skare skrider gjennem Hallen,
et Dødningtog af dem, hvis Idræt Skjalden
besang i Kæmpers Kreds paa fjerne Strande.
De have væltet Høiens Bautasteen, —
nu staae de der, en Række hvide Been,
med Spyd i Haand og blodbestænket Pande.
Da mumler Gubben Stykker af en Psalme,
som han har lært, at Troen ei skal falme;
han mumler: „Pater, qui” og nynner: „ave”;
men var det end de værste Tryllesprog,
der staaer det dog endnu, det blege Tog,
og flygter ei til sine tomme Grave.
Dog — Skjoldet bliver mørkt, og Arnegløden
er gaaet ud med nye Glimt i Døden,
og Graven tager mod sit gamle Bytte.
Men Gubben sidder med sit Øie lukt,
og Sjælen skynder sig afsted paa Flugt
som Fuglen, der var fangen af en Skytte.
Der svandt en blodig Tid med Offerduften;
nu hæver Kirken sig med Kors i Luften
og samler sine Faar ved Fredens Vande.
Og Hedenoldens vilde Kæmpefærd
er kun en Rune paa det rustne Sværd
og Skjoldet med de sønderbrudte Rande.