Bedstemoders Spindevise
(1855.)
(1855.)
Snurre, snur min gamle Rok!
Lad de lette Timer glide!
Den, der binder sig itide
eviggrønne Blomsterkrandse,
han kan lade Tiden dandse;
han har levet meer end nok.
Snurre, snur min gamle Rok!
Axet stod, og sank for Leen.
Det var Vaar; nu falder Sneen.
Den, der fængsled Vaarens Dufte,
Lærkens Sang i Sommerlufte,
han har levet meer end nok.
Snurre, snurre, Rokken gaaer!
Rosen har mit Hoved prydet;
Fuglen har mit Hjerte frydet.
Nu, da Markens Blomster visne,
og de varme Vover iisne,
vil jeg drømme, det er Vaar.
Snurre, snurre, Rokken gaaer!
Foden træder, Traaden rinder;
Foden standser, Livet svinder!
Og man gjemmer mig i Haven;
men jeg stiger frem af Graven,
naar det atter bliver Vaar.