Smaating
(1893).
(1893).
Hundekoncert.
Hver Gang en Køter i Hundekobbelet tuder,
istemme alle et Glam, —
selv den lurvede Graaskæg, som ellers er tam,
flyver i Ulveham,
og vi faa Hundekoncert, I hellige Guder!
Mennesker — Hunde, de ligne stundom hverandre.
Men naar de tude i Kor,
glubende Ulve paa Spor,
skal vi med roligt Smil kun videre vandre,
eller, hvis vi har Kald,
hente vor Pisk og slaa Knald,
blot nogle lystige Smæld, helt uden at vredes,
og kun i yderste Fald
bruge det benhaarde Skaft, saa Hundene spredes.
Floden.
Dit Liv er som en Flod, dets Dage følge,
Bølge paa Bølge,
indtil du bøjer Hovedet og dør
saa ligger Floden tør.
Ak, blir den saa en Vej blandt andre Veje,
og skal det glemmes, hvor dens Vover gik?
Skal ingen Vandringsmand med vaagent Blik
lede om Guldstøv i det tørre Leje?
Hærfølge.
Saa hellig Krig har aldrig været til,
at naar de rykked frem med Sang og Spil,
har ikke noksom kendte Bavianer
og andre Vilddyr fulgt de rene Faner.
Bien.
Der var engang en Bi,
som flagred ud en Sommerdag i Luften
og fandt paa ensom Sti
en Lilje med saa dyb en Honninggrube,
at den sank ned deri; —
den drak en Rus af Sødmen og af Duften,
— fandt aldrig hjem til sine Brødres Kube.
Kilden.
Der rinder etsteds en Kilde
fra Bjerget ned i en snæver Dal;
som Perler dens Vover trille,
og Drikken er frisk og sval.
Den trætte Vandrer paa Fjældet
har kvæget sig ved den mangen Gang;
men altfor lidet er Vældet,
naar ned over Bakkehældet
et Festtog stiger med Flag og Sang.
For den ensomme Vandrers hule Haand
Smaakilden slynger sit Sølverbaand.
Aristophanes.
Athen var fri, og den var Verdens Navle,
hvor alle Tankens Frøkorn satte Spire,
mens Billedkunsten smykked Væg og Gavle.
Tre Tragikere staa paa Tidens Tavle,
og Aristophanes som Nummer fire —
sleben og gyldenhjaltet var hans Slire.
Med Hjelmhat skred han frem — en Kampens Hane,
der ramte sikkert paa sin Sejersbane
og hug som den, der intet andet ænser.
Kom en Kumpan som han til vore Grænser,
saa fik han snart Proces med Eksellenser,
og der blev Uro paa Parnassets Bænke.
Nej, vi vil nøjes, vi, med en Terents;
han var en Slave med Intelligens,
der skrev Komedier — og gned sin Lænke.