En Pavse
(1889.)
(1889.)
Kaspar i sin Kiste
laa stille og stiv.
Præsten stod og priste
den henfarnes Liv:
alt, hvad han virked, og alt, hvad han evned,
og hans i det hele kristelige Levned.
»Det vil ikke svinde
som svævende Røg,
grønnes vil hans Minde
som Abild og Bøg!«
Saadan sagde Præsten, men Kaspar paa Laaget
banked og raabte: »Du snakker i Taaget:
»Skum var jeg paa Bølge
skyllet mod Strand!
Tak, I Folk, som følge
til Gravhulens Rand!
Venner, vil I mindes mig et Aar — en Time,
eller kun saalænge I høre det kime?«
Følget saa’ paa Klokker,
og Klokker paa Præst,
syntes, det var Pokker
til kraftig Protest.
Det er et Sansebedrag, tænkte Præsten;
hele Følget tænkte det samme for Resten.
Men der blev en Pavse
i Domkirkens Kor,
som naar der en Flavse
er sagt ved et Bord.
Kvidred saa en Sisgen derude i Birken,
og Præsten talte videre inde i Kirken.