Bedstemoderen ved Vuggen
(1863).
(1863).
Hun er en meget gammel Kvinde,
og sølverhvide hendes Haar.
Hun vandrer stille med sit Minde,
o Himmel, til din lyse Vaar.
Hun følger med i Slægtens Tog,
men støtter nu sin Fod til Staven
og bøjer, længselsfuld mod Graven,
sit Hoved under Tidens Aag.
Hun kender baade Sorg og Glæde,
det Søsterpar, som følges ad;
hun ved, at dødelige græde,
men Hjertet atter bliver glad.
Hun elsked Vaarens Blomsterskrud;
og hvad hun sang i Dagens Varme,
og hvad hun græd i Nattens Arme,
naar Taaren førte hjem til Gud —
det taager nu for hendes Øje,
og Mørket skjuler Dagens Glans;
men Sjælen stiger mod det høje
og haaber de forløstes Krans.
Hun sidder i sin Lænestol,
en gammel Stol med blommet Klæde;
hun hører Børneflokkens Glæde
og skuer Evighedens Sol.
Hun strikker ej, for Haanden ryster,
og urørt ligger Naal og Traad.
Nu kommer Bro’r og lille Søster
at høre Bedstemoders Raad.
Den gamle trøster dem med Skæmt,
hun vugger Husets yngste Datter
og nynner, vugger, nynner atter
en Sang, Alverden har forglemt.
O, denne Sang, hun har i Minde,
o, disse blide Toners Lyst —
den drog en Gang med alle Vinde,
men fandt et Hjem i dette Bryst.
En simpel Sang til Vaarens Pris,
og se, den bor hos fromme Minder,
der flyve med, naar Livet svinder,
som Duer ind i Paradis.
Jeg ærer denne gamle Kvinde:
hun plukked Livets bedste Frugt;
den voksed ej paa Fjeldets Tinde,
et Maal for stærke Vingers Flugt.
Det var et Liv med Smertens Brudd,
med Glædens Blomst i dunkel Skygge,
i Fattigdom, men dog i Lykke,
og overalt et Liv i Gud.
O, gid jeg, bøjet under Dage,
naar jeg en Gang ved Maalet staar,
som hun maa skue glad tilbage,
med Frugter af min Ungdomsvaar!
Gid jeg, som hun, med rolig Aand,
naar Herren kalder, og jeg kommer,
maa vandre til Alverdens Dommer
og give ham mit Liv i Haand!