Ei, fordi da fødes en Fyrstinde,
ei, fordi en Prinds din Haand du gav,
rører Sorgens Muse dig til Minde
Harpen ved din Grav.
Ei for store Herrers Gunst at stiæle,
eller for at trygle Fyrsters Brød,
reiser jeg dig her et Eftermæle,
klager jeg din snare Død.
Men — fordi blandt ædle Qvinders Navne
dit saa skiønt, saa herligt glimret har;
dine Smaa, som nu din Omhu savne,
du en sielden Moder var.
Du har lært Ham, ei paa Rang at bygge,
ei paa Ahner, eller Kongeblod;
men, at jordisk Høihed kun er Skygge,
Dydens Adel eene god.
Ak, den Læbe, som dem Sandhed lærte,
hviler bleg, og taus, og tillukt her;
og til alle Dydens Venners Smerte
og aabnes aldrig, aldrig meer. —
I, som sukke under Armods Kiæder,
som i Løndom friske tunge Kaar,
græder alle, Stor med Liden græder,
at det Gode saa forgaaer!
Ak, den Haand, som lindred’ eders Kummer,
sank paa Dødens Leie kraftløs hen;
Gravens lange, dybe, kolde Slummer
ruger grusom over den.
Ogsaa Venskabs heede Taarer flyde
uden Ophold paa din Urne ned.
Sielden den, som fødtes til at byde,
ret af Venskabs Glæder veed;
Men Sophie, du, ja du dem kiendte;
mangen Ædel Siæl du til dig drog.
Ak, en grusom Skiebne Bladet vendte,
og din Afskeds-Time slog.
Bort fra dine Venner maae du vandre,
bort fra Børns og Mages Favnetag;
er da, Skiebnens Love at forandre
Støvets Arm for svag?
Nu — saa slumre sødt, og Muldet hvile
let, Fyrstinde, paa dit kolde Liig;
alle Gode til din Urne smile,
og velsigne Dig!