Cantate
opført med Musik af Hr. Zink,
opført med Musik af Hr. Zink,
paa
paa
Collegio Mediceo
Collegio Mediceo
i Anledning af dets første Aarhundredes Jubilæum den 9de Junii 1791
i Anledning af dets første Aarhundredes Jubilæum den 9de Junii 1791
For Talen.
Kun sparsomt kiendt med Livets Glæder
Athenes Dyrker vandrer frem
Den tornestrødde Vei, som leder
Til Viisdoms hæderfulde Hiem;
Tit kiæmper han omsonst og mat;
Han segner hen i haabløs Nat.
En Stemme.
Den Usle da, hvis Navn og Ahner
Til Rang og Hæder Vei ham baner,
Selv fostret op i Lykkens Skiød
Ufølsom seer den Ædles Nød.
En Anden.
Men den, som steeg ved tidlig Møie,
Ved skiærpet Flid, og vaagent Øie,
Rørt skuer han den Frommes Id,
Og mindes egne Trængslers Tid.
Begge.
Hans Kind en ædel Taare væder,
Ømt rækker han den Faldne Haand:
Og som en Skaber af hans Glæder
Giengieldes han med takfuld Aand.
Ja — mangen een, til Dannerrigets Hæder
Det være sagt — saa mangen blant dets Sønner
For Musers Børn saa varmt, saa ædelt føelte —
Alt længe slumre trygt og sødt og stille,
I Lye af Gravens tause Skygger, hiine
Hvis tidlig føelte Kald bød dem at fværge
Gudindens Fane —
Den ædle Flok,
Hvis Møiers første Løn kun Armod var,
Hvis Vid i Modgangs Skoler hærdet blev,
Og dog tilsidst Udødeligheds Laurbær vandt;
Omsonst forsøgte Konstner-Flid og Meisel
At variggiøre deres Minde,
Omsonst —
Hvo veed, hvor snart hiint Marmor smuldrer bort,
Hvor snart paa deres sammenfaldne Grave
I Tidslers lodne Toppe Stormen hviner?
Men Held dem! deres hæderkronte Navne
Med evig uformørket Glands skal tindre
I Viisdoms Tempel —
Da under sølvgraae Dages tunge Vægt
Med stille Fryd de oversaae den Bane,
Som dem til Held og Hæder havde ført;
Endnu saa mangt et venligt Blik de sendte
Til yngre Skarer, der med lige Skiebne
Som før de selv, sig lige Fodspor søgte —
Til høit og ædelt Brug anvendte de
De Gaver, som en sildig Held dem skienkte;
Paa Viisdoms Alter lagde de dem ned;
Til Gavn for den i knapt tildeelte Kaar
Opfødte Videnskabers unge Dyrker;
For denne ædle Daad Gudindens Flok
Skal aldrig, aldrig disse Ædle glemme —
En Laurbær-Ympe frisk og skiøn
Skal spire under deres Minder,
O! den skal blomstre evig grøn
Naar marmorhuggen Roes forsvinder;
Athenes yndling, rørt af Glæde,
Skal tidt dens Rod med Taarer væde.
Efter Talen.
Med festlig Jubel Sangen lyder,
O Borch! og Musen feyder sig;
Med Krandse hun sit Alter pryder
Til Minde om din Daad og dig;
Nedsend fra hiint dit lyse Sæde
Et venligt Blik til Musens Glæde!
Den atter i dit sorgfrie Bryst
Skal vække svundne Tiders Lyst.
Den Fryd, som fulgte hine Dage,
Da Viisdoms Flok du oversaae,
Og hørte den omsonst at klage
Og kierlig raadte Bod derpaa;
O! at dens Minde allevegne
Omstraale dig i Lysets Egne!
Hver Salighed, som her du nød,
Du hisset smage dobbelt sød!
Af dig skal fierne Sekler lære
Den sande Vei at vorde stor,
Din Daad skal faure Frugter bære
Til varigt Gavn for Dan og Nor.
Hver Viisdoms Dyrker dig skal signe
Hver Ædel stræbe dig at ligne,
Liig Klippen skal din Hæder staae,
Dit Navn til sildig Fremtid naae.