Skialdens Luth om Viin og Elskov lyder,
Ak, tilsidst den toner paa en Grav;
hver en Blomst, som Siel og Øie fryder,
spirer, brister, falder af.
Verdner tumle, Timeglasset rinder,
Slægter træde Slægters Aske ned;
Graven Millioners Læber binder;
Alle sukked’ efter Fred. —
Ak, en salig Fryd det er at favne
Ædelmod af ærlig aaben Siæl;
men, saa tungt, saa saare tungt, at savne
den, som vilde Brødres Vel!
I Lucinas Tempelhalle flyde
frelste Moders Taare over Dig;
veemodsfulde Klagetoner lyde:
Død er han som frelse Mig! — —
Siæl, hvis faldne Hytte Jorden giemmer,
skue fra Lysets blide Egne ned;
en erkiendtlig Skiald med Veemod stemmer
Harpen ved Dit Hvilested.
Ene den ham Skiæbnen karrig skiænkte,
intet bedre han at yde har;
ødsel Lykken ofte nok betænkte
den, der aldrig skiønsom var.
Jeg min første tornefulde Bane
gik saa modig ved Din sikkre Haand,
da mit Hierte svoer Gudindens Fane
for at løse Smerters Baand. —
O, vær takket for Din hulde Lære
for ethvert Dit Venskabs blide Smiil;
mig Dit Minde evig kiært skal være;
trygt i Fredens Skygger hviil!