Endelig slog Timen til din Hvile,
endelig forønsket Ro du vandt,
ak, saa brat mod Banens Maal vi ile,
Sulla, snart dit Timeglas udrandt.
Kraftfuld Ungdom, rosenrøde Kinder
var paa Livets Vei dit hulde Præg
og en Barm som alle Hierter vinder,
svandt med dig bag Evighedens-Væg.
Skabtes vi da her til varig Plage?
eller til en stakket Tidsfordriv?
Sulla! dine her henrundne Dage
krone Haabet om et bedre Liv.
Alle Frender savne dig med Smerte,
naar vi mindes hiin din Ungdoms Tid,
da du, med en salig Moders Hierte
giorde eensom Faders Skiæbne blid.
Nu til dig fra Harpens Strenge lyder
vel et tungt, men hiertemeent Farvel,
Gravens tause, blide Fred du nyder,
evig Salighed din hulde Siæl! —