Biskop Svend Norbagges Aand
(Et Syn).
(Et Syn).
Paa Slagelses Sankt Mikkels Kirkegaard
i Midnatmulm, og Stormens Hviin jeg staaer,
paa Hedenfarnes Grave allevegne
jeg hører Haglen styrtende at regne,
ved Glimt af Tordenskyens blege Lyn
mit Øie mødes af et Syn,
en Skygge med bispelig Hue og Stav
paa nærmeste Grav,
igiennem dens Skikkelse Lynene flamme,
end neppe min Læbe er mægtig at stamme:
Du kommer saa nær!
siig luftige Væsen, o siig hvo du er? —
Vær ikke sa ræd, og viig ikke tilbage,
dig Danaskiald rækker ætheriske Haand
et Væsen, bekiendt fra de fremfarne Dage
Svend Norbagges Aand. —
Hvor har du dit Hiem? —
”Langt fiernere borte end Nordlysets Luer,
”langt fiernere end hvor du Uranos skuer,
”fra jordiske Byrder, jeg der hviler ud,
”i Glandsen som straaler fra Evigheds Gud.” —
”Siig Skygge, hvi forlod du Lysets Egne,
”hvor Saligheder straale allevegne,
”hvor Siæl med Siæl i himmelsk Harmonie
”for Jordens Kummer svæver let og fri?” — —
”Jeg byggede Gud, og Sankt Mikkel et Tempel,
mig lysted’ dets gothiske Buer at see,
jeg prægede det med Aartusindes Stempel,
men, Vee over Templet, o tre gange Vee!
henfarne Aarhundreder skued dets Tinde,
og yded’ dem ømmelig Varetægt,
nu maatte dets mægtige Prydelser svinde,
voldtagne endog af en Puslingeslægt.
Sku did, og beklag hvad der stander tilbage,
en mishandlet, vanskabt, og ussel Ruin,
dens revnede Mure saa frygteligt brage
under Stormenes Hviin.
For Spiret som kneisede stolt mod det Høie,
du saae det som Yngling, hvad møder dit Øie?
sølvklingende, hellige Klokker til Læ,
en Hætte af Træ.” —
”O,naar mit Aarhundred’ du kalder i Minde,
som Skiald jo du kiender Svend Estritsøns Old,
din varme, og harmfulde Taare lad rinde!
da byggedes det som nu styrtes med Vold.
Da stode de Templer saa faste, saa gieve,
da glimred’ de Fløie i Morgenens Guld,
da hørte man Andagtens Toner sig hæve
til Priis for det Væsen som Alle er huld;
ved tauseste Midnat Koralerne løde,
og gientoges herligt ved Morgenens Røde; —
selv Krigeren, trættet i Vaabnenes Larm
ved Blik paa et Tempel sit Sværd stak i Skede,
forglemte et Øieblik Slagtningens Hede
og tegned’ det hellige Kors paa sin Barm. —
Dog — Hanerne gale, Gud signe dig Skiald!
til Evigheds Egne staaer atter mit Kald,
din Harpe lad tone! i Sandhedens Tale
min Harme du male! — —
I Glimt af et Lyn
forsvinder for Øiet det luftige Syn,
paa Graven, i Mulmet jeg sidder tilbage
beundrende Oldtidens vældige Dage.