Vifter sagte milde Aftenvinde!
glade Hyrde, dæmp din Fløites Klang!
under Skyggerne af hine Linde
lyder sorgfuld Stellas Klagesang.
Stille Veemods tunge Taarer glide
paa en øm Venindes Gravhøi ned,
ak! thi skiøn som Rosen sank Selide
hendes Aske hvile sød i Fred!
Tit naar Luna giennem svale Taager
dæmrende beskuer Støvets Blund,
Stella her blant mørke Grave vaager
ensom, i den stille Midnatsstund.
Ofte seer hun Lusets Aander svæve
mellem Gravens Rosmariner ned;
hører Dødningskrandsens Flitter bæve
over sin Venindes Hvilested.