Jeg, som forandrer Glædens Smiil til Graad
som fælder Støvet i dets bedste Dage,
som frydes over den Forladtes Klage
hvis Ven og Støtte segner for din Braad!
Dig ofrer Sorgens Muse denne Sang
huult Strengen liig dit Aandes Offer bæver,
Kamoenen mellem dine Rædsler svæver
blant skumle Grave lyber Harpens Klang.
Mørk er du selv, dit Hiem en rædsom Vraa
hvor ingen Sol, og ingen Maane smiler,
et evigt Mulm omkring din Trone hviler
du aldrig Vaarens blide Morgen saae.
Igiennem Mulmet skimtes visne Liig,
og blege Been, og halv fortærte Kister,
en iiskold Skræk sig giennem Blodet lister
hos hver som vover her at skue dig.
Fiernt hører man en dæmpet Klagelyd
og ynksom Graad af de Ulykkelige,
hvis bedste Venner kaldtes til dit Rige
og disses Jammer er din bedste Fryd.
Dog — lad end Jorden skiælve for dit Sværd,
Lad Millioner grue for din Vælde,
lad Fromhed græde, naar den seer dig fælde
den der var, Fromheds bedste Taarer værd. —
Jeg skiælver ei — det blev mit tunge Kald
at see min syge Broders sidste Pine,
at kæmpe mod din grumme Mordermine
naar stolt du byder Støvets Hyttes Fald.
Han skiælver ej, som lindred’ Armods Nød
som rørtes over den forgrædte Enke,
som brød for hende Armods tunge Lænke
og giorde hende Livets Aften sød.
Som var den Faderløses varme Ven
en værdig Kristen, og en ædel Borger,
som knurred’ ei, endog i Livets Sorger,
mod Skiæbnen, og mod ham som raader den.
Nei, kiæk han følger dine mørke Spor
seer dine Rædsler uforsagt og rolig,
med salig Flugt til Fredens lyse Bolig
han iler bort fra denne Sorgens Jord.
O blide Trøst for Dydens fromme Søn,
at naar engang han paa dit Vink skal segne
han da skal vaagne op i bedre Egne
for evig der at nyde Dydens Løn.