Emmas Grav
1794
1794
Her, hvor Aftensolen smiler
mat, og rødlig ned,
under disse Roser hviler
Emma sødt i Fred.
Svale Foraarsvinde lufte,
Lillier og Syringer dufte.
Engens Lærker Triller slaae,
Emmas Bolig ei de naae.
Blodet giennem Emmas Aarer
ak, saa muntert flød,
saare sieldent Mismods Taarer
faldt i hendes Skiød;
glad, hun stedse glade søgte,
munter hun med muntre spøgte,
pludselig fra Fryd og Leeg
Emma ned i Graven steeg.
Fire Vintre Emmas Øie
nu alt lukket er,
end i Kreds af slunkne Høie
hendes frisk man seer,
Søstre om dens Grønsvær frede,
fiernt dens Roser Vellugt sprede
mangen venlig Nattergal
slaaer i denne Fredens Dal.
Slumre i din tause Bolig
Emma, slumre sødt!
o, i Graven boer du rolig —
mageligt og blødt;
salig vorde dig din Hvile,
Engle til din Slummer smile,
Fred af Himlen vennehuld
svæve om dit kiære Muld!