Ved Krazensteins Grav
1795
1795
Graa af Alder, mæt af Livets Dage
lagde han sin tunge Vandrestav,
ingen Harpe toner billig Klage
ved den ædle Oldings Grav.
Ubegrædt, uhædret foer han heden,
selv den Mand, hvis yndte Romerpen
pryded’ mangen Mindesteen herneden,
tier om Naturens Ven.
Øde vi dog tit vor Roes paa Daarer
som udretted’ alt, kun intet Gavn,
var da han ei værd, om Ædles Taarer
fløde ved hans tunge Savn.
Vare skiønt tilsidst hans Kræfter svage,
og hans Isse skiult Med Alders Snee,
o, saa kaster kun et Blik tilbage,
for hans Manddoms Aar at see.
Mangen Yngling han fortrolig leded
i Naturens viide Kredse om,
ufortrøden ofte Lys han spreded’
paa dens mørke Helligdom.
Ogsaa Skialdens Barm erkiendtlig banker
for enhver Vejledning han den gav,
derfor disse Glem mig ei, Jeg sanker
til en Krands paa Mandens Grav.
Giennem Evighedens lyse Baner
svæver nu hans Fod med lette Fied;
Fred af Himlen med hans fromme Maner,
med hans Aske salig Fred!