Sang en skiøn Majaften
1794
1794
Ei mindste Aande Løvet rører,
hist Maanen klar gik op;
kun Nattergalens Slag man hører
fra tæt Kastanietop;
o, alt os visner, fiern og nær,
at Vaaren skiønnest er.
I Kiærets demantblanke Flade
Syringen speiler sig,
og Jorden strøt med Blomsterblade
en sneeklæd Eng er liig,
saa mangt et Blomsters Flor var kort,
et Vindstød tog det bort.
Ak mangen Pige tidlig falder
som disse Blomster af,
og Skiæbnen mangen Yngling kalder
fra Vaaren, i sin Grav.
Ja, mangen siden sidste Maj
vi savne paa vor Vei.
Thi lad os med hinanden nyde
den friske Blomsterduft;
snart Vaaren os Farvel skal byde
snart aander Høstens Luft;
omsonst i Morgen vi maaskee
om disse Roser see.
Dog Maanen høit paa Himlen blinker
og snart skal Midnat slaae,
og Natviolens Duft os vinker
til Hvile hen at gaae.
og vaagn til Fryd paa ny!