Nys hørtes Midnatsklokken Tolv at slaae,
og Stilhed over al Naturen hviler,
Fuldmaanens Glands fra Himlens Mørkeblaa
til Skialden giennem Lundens Blade smiler.
Ei mindste Vindpust vækker Strengens Klang
kun Espens urofulde Blade hvisle,
og giennem lange mørke Buegang
jeg i det fierne hører Kilden risle.
Her Siælen føler sig saa let, saa glad
liig al Naturen Skialdens Barm er rolig,
o, det er Timen til et Mindekvad
om Andersskovs berømte Munkebolig.
Ja, gamle Borg! om dig gik herligt Ry,
end Krøniken din gamle Glands bevarer
du ofte inden dine Mures Ly
saae Absalon, og Danmarks Valdemarer.
Fra dig gik ud saa mangent vældigt Bud
af Konger, og af mægtige Prælater,
fra dig gik anden Fredrik hiem til Gud
som Fader ømt begrædt af sine Stater.
Høit kneised’ Templets kobbertakte Spir
paa dets for Evigheden slagne Buer,
for Egnen en ærværdig gothisk Siir,
for dristig Sømand Tegn hvor Faren truer.
Forsvundet Spiret er Med Herrens Huus,
hiint stolte Præg af mægtig Oldtids Dage
som Yngling Skjalden stod paa deres Gruus
som Mand han øiner intet Spor tilbage.
Kun Fantasten skaber dem igien,
et Gøglespil mig atter Templet maler,
mod Luftfantomet Øret lytter hen,
og synes høre smeltende Koraler.
For Øiet glimrer Lysekronens Skiær
igiennem Templets billedbrændte Ruder.
”Skiald!” hvisker mig en Stemme: ”træd os nær!”
min Læbe dig en Oldtidsfæst bebuder.
Sig Tempeldøren aabner for mit Fied,
jeg skuer Fyrster, Riddersmænd, og flere,
for høien Alter Bispen knæler ned,
og stemmer i sit Jesu miserere.
Mod Altrets Fod hans Hoved bøier sig,
sit Hiertes Offer Verdners Gud han bringer,
mens over nys til Graven stædet Liig
den lille Kordreng Virakbæknet svinger.
Jeg vandrer Templets Gange op og ned,
imellem Sekler trodsende Pillarer,
jeg hører Klerken lyse Herrens Fred
om de til hellig Andagt mødte Skarer. —
Siig Skygge, som til Pryd en Krone har,
dit Navn, og hvad din gamle Krone veier!
vel Danaskiald, mit Navn er Valdemar,
Min gamle Krones Vægt, er Ordet Seier.
For Jesu Kristi Tro jeg førte Sværd
hiint hvide Kors du seer i Viraktaage,
fra Himlen sendtes mig i blodig Færd,
end jo det nævnes gamle Dannebroge.
End seer jeg det med Fryd paa Bølgen blaa
som Danmarks gamle hædersæle Banner,
end seer jeg det for Vinden Folder slaae
i ærlig Kamp Med Havenes Tyranner. —
Den andagtsfulde Skare vandrer hiem,
igiennem Tempeldørens aabne Fløie,
i Nattens Mulm ei meer jeg øiner dem,
liig Nordlys droge de forbi mit Øie.
Jeg eensom under Templets Hvelving staaer,
kun Alterlysets matte Flamme brænder,
saavidt mit Blik i Rummets Dæmring naaer,
end mangent gammelt Malerie jeg kiender.
Hist seer jeg hellig Anders paa sit Føl,
at ride Land om By i hine Tider
mens Valdemar var fro ved Miød og Øl,
som end den fablende Legende lyser.
Her vaagner han af Joppesøvnen op
i Haab om Pilgrimsbrødrene at finde,
forbavset han fra Hvilehøiens Top
for dem seer Slagelses Sanct Peters Tinde
End svæver over ham i høien Sky
den blide Himmelsendte Engleskare
som giennem Himlen ham fra Joppeby
til Hvilehøi paa bløde Hænder bare.
Der seer jeg Oluf Mortensen Prior,
i Gierlev fælde Oluf Pant hiin venne,
fordi han Bondens Huustro Voldtægt svor
i Ruus med sine brynieklædte Svenne. —
Nu svandt for Øiet Alterflammens Skiær
og Gravens tause Mulm omkring mig svæver,
jeg neppe sandser Stedet hvor jeg er,
og Rædsel alle Nerver giennembæver,
Fra Dybet lyder svag Vigiliesang
af andagtsfulde, klokkerene Stemmer,
den lyder fra den gamle Sorøgang
hvis Aabning Skjalden saae, og aldrig glemmer.
I stille Dvale Siælen daaner hen
og Søvnen lukker mine Øinelaage,
i Skovens Ly jeg vaagner op igien,
og seer den søde Morgensol i Taage,
Var det en Drøm, en vaagen Fantasie?
hvor bleve Tempel, Skygger, Malerier?
hvor blev hun Dybets Engleharmonie?
Jeg intet seer og Midnatsangen tier.
Naturens friske Aande kvæger mig
fra Skyen lyder Lærkens muntre Triller,
i Vandets Flade Svanen speiler sig
og Solens Glands paa Duggens Draaber spiller
Jeg overseer den hele skiønne Egn
mit Hierte Sukke op mod Himlen sender,
den var min Ungdoms Glæders blide Hegn
dens Skygge end mit Øie neppe kiender.
Hvor jeg som Yngling vandred’ om saa fro
i Skyggen af Aarhundred’ gamle Bøge,
hvor Øiet saae de unge Stammer groe,
jeg mellem nøgne Stubbe Vei maa søge.
Det gamle Andersskov ei meer det er,
hvor al Naturens Ynder saaes at smile
for Klostret staaer et Herresæde der
i Bakkens Muld de gamle Munke hvile.
De droge bort, min Ungdoms Glæder med,
de sidste aldrig skiænkes mig tilbage,
de fromme Munke sove sødt i Fred,
med begges Minde, Skiald! du Afskeed tage!