Til fremmede Egne
af Fædrelands Skiød
uventet min Skiæbne
at vandre, mig bød;
Saa mangen en Hilsen
til Afskeed Jeg fik,
men ingen, men ingen
som Ninas Blik.
Snart fremmede Piger
fortryllet Jeg saae,
saa favre, saa kielne
imøde mig gaae;
tit fandt jeg en Rose
som blomstred’ i Løn,
men ingen, men ingen
some Nina skiøn.
Ved funklende Kroner
af slebent Krystal
jeg tumled’ de Skiønne
paa glimrende Bal;
i yndige Groupper
omsvæved’ de mig,
men ingen, men ingen
var Nina liig.
Den taagede Vinter
saa glædelig svandt,
vi løfte Charader
og leged’ om Pant;
mig mangen en Læbe
at kysse man bød
men ingen, men ingen
som Ninas rød.
Vi spildte ei Tiden
hos Thee eller Kort,
ved Schulziske Viser
svandt Aftenen bort;
mig mangen en Stemme
saa nydelig klang,
Men ingen, men ingen,
som Nina sang.
Ei glemmer Jeg Dagen
da Afskeed Jeg tog,
tilsidst den i Øiet
Mig Taarerne jog;
saa kierlige Alle
de rækked’ mig Haand,
men ingen, men ingen
med Ninas Aand;
Man ønsked’ mig Hofgunst
man ønsked’ mig Guld,
de fleste: en Pige
saa yndig som huld;
man nævnte mig Navne,
Jeg alle ei veed,
men ingen, men ingen
som Nina heed.
Mod Hiemmet Jeg iiled’
og øined’ saa glad
i rødlige Taager
min Fædrenestad;
de fremmede Piger
tit mindes mig her,
men ingen, men ingen
som Nina der.