Aage og Signe
(Efter en ældgammel dansk Vise)
(Efter en ældgammel dansk Vise)
En Ridder var Aage saa ædel og skiøn,
saa vide berømt for sin Rigdom og Snille,
thi beiled’ han til liden Signe i Løn,
bekiendt under Navnet af Signe den milde;
”Du Skiønneste! Smykker af Perler og Guld
dem skiænker jeg dig, hvis du vorder mig huld.
”Selv eier jeg Smykker af Perler og Guld
ei udvortes Adel mit Øie kan blinde;
kun Adel hos Sielen er Signelild huld,
kun Dyder, og Fromhed mit Hjerte kan vinde;
der Ridder Herr Aage, der har du min Haand,
den Evige ynde vort Ægteskabs Baand!”
De stedtes for Klerken„ trolovede sig,
hans Signelse bandt dem for stedse tilsammen,
mer neppe var’ Maanedens Dage forbi
da mørknede Sorgen al Glæde og Gammen,
da varslede Klokkernes dundrende Lyd
Herr Aage han jordes, stolt Signelilds Fryd.
Tungt Taarerne runde paa Signelilds Kind,
da Ridder Herr Aage han lagdes i Kiste;
o aldrig det randt mig Forladte i Sind
dig elskede Mage, saa snarligt at miste,
hun daglig besøgte den Jordedes Grav
hun sielden med Klager og Taarer lod af. —
Ved sorteste Midnat slog Klokken, da lød
for Signelilds Kammer saa sælsomt et Bulder,
som naar man i Graven nedsænker en Død,
og Muldet paa drønende Kiste nedrulder;
forfærdet ved Larmen hun vaagnede op,
som Espeløv bæved’ den Yndiges Krop.
Det nærmer sig, banker paa skiælvende Dør,
de visnede Knokler saa lydeligt brage,
vil Signe den aabne? ak mon hun vel tør?
nei, — atter det banker saa Posterne knage,
halvdaanet hun tier, det banker igien,
luk op, jeg er Aage din jordede Ven.
”Du nævne mig Jesu Mariæ Søns Navn!
”før vover ei Signe sin Dør at oplukke
”End veed det, saa tit jeg har grædt ved dit Savn
”og end nøder Sorgen mig ofte at sukke
”dog Gravens Beboer, o bliv hvor du er
”og siig mig hvad er vel dit Erinde her?”
Forinden min Kiste al Mulm svinder bort,
naar stundom stolt Signelild smiler af Glæde,
og atter det volder saa skummelt og sort
naar Kummerens Kvaler dig nøde at græde,
Gud Fader tillod mig at vandre derhen,
at byde dig Trøst og Tilfredshed igien.
O elskede Signe lad af med din Graad,
lad af, o du saarede Hierte at bløde!
naar Levende rammes af Ulykkens Braad
af Medynk da græd! men lad hvile de Døde!
de ligge saa eensomt, saa roligt, og blødt,
i Leiet af Fiæle de sove saa sødt.
Men, Hanerne gale! Gud trøste din Siæl!
jeg atter maa vandre til Aandernes Rige,
ei længer jeg vover at dvæle, farvel!
hist Morgenens Straaler i Østen fremstige,
sku Signe de Stierner saa blanke og smaa,
mod Morgenens Komme de vorde saa faa.
Den sørgende Signe til Stiernerne saae,
tilbage til Graven gik Ridder Herr Aage
ei mere hans Skygge at vandre man saae,
mod Midnattens Time, naar Aanderne vaage
snart hørte man Ravnenes varslende Skrig
og Hundene tude for Signelilds Liig.