Omspendt af Tvivl, og mørke Tanker,
berøvet Trøst og Venneraad
uroligt, vildt, mit Hierte banker
mit Øie smelter hen i Graad.
Som sagte Slummer end min Klage
hav Medynk med den faldne Dyd
o, kom igien, kom snart tilbage
mit rene Hiertes korte Fryd.
For evig svandt af disse Kinder
hen favre Ungdoms Rosensmil;
i blege Furer Taaren rinder
ak, ei som Uskylds Taare mild.
Nei, fra mit Øie tung den glider
af uophørlig Veemod varm;
hver Tanke om forsvundne Tider
er idel Dolkstik i min Barm.
O Anton, Anton! du som tændte
en ulyksalig Kierlighed
i denne Barm som nylig brændte
af barnlig from Uskyldighed;
o, see nu til min bange Smerte
unddrag mig ei din milde Trøst;
styrk atter mit beklemte Hierte
gyd Lægedom i dette Bryst.
Dog nei, — mit Suk dig ikke rører
forgieves lyde mine Raab,
Farvel da, o Farvel Forfører!
Farvel, du sidste Glimt af Haab!
Kun Anton at du aldrig smage
de Kvaler som fortære mig,
det Nag som følger mine Dage
dig giøre ei ulykkelig.
For mig har Livet ingen Glæde,
Naturen ingen Ynde meer;
min tunge Lod der blev at græde
forladt i mine Lidelser?
naar Morgensolen liflig smiler
min matte Taare hilser den,
og Kummer paa mit Aasyn hviler
naar rød den daler ned igien.
Men du som Fryd og Veemod skabte
som lønner hist Medlidenhed
som ynkes over den Fortabte
sku Fader til min Jammer ned.
Og lad mig snart i Gravens Glemme
henslumre evig lykkelig,
maaskee skal mangen Ædel glemme
mit Feiltrin, og beklage mig.