Roser spire, Roser blegne
overalt i Livets Dal,
trindt omkring dets Bane hegne
milde Glæder uden Tal.
Bryd dets Roser, nyd dets Glæder,
Yngling nyt din Morgens Huld,
snart en kierlig Taare væder
dit og dine Rosers Muld.
Tænk at Høstens Løv som falder
grønnes aldrig, aldrig meer;
tænk at selv i Glædens Alder
ingen Glæde varig er.
Yndig blomstrer Skiønheds Palme
ubemærkt bortvisner den;
Pigens brune Lokker falme
Kindens Purpur svinder hen.
Mangent ædelt Hierte rørte
Skialden ved sin Harpes Klang
Landets Døttre ofte hørte
undrende hans fromme Sang,
Men med ham hans ømme Toner
sank i Grav og Glemsel ned;
ingen blant hans Laurbærkroner
pryder nu hans Hvilested.
Yngling, nyd da Livets Glæder
bryd dets Roser, nyt dets Huld,
før en kierlig Taare væder
dit, og dine Rosers Muld!