Det lyse Foraar er en barnlig Eros,
hvis Lue blusser op og brænder ud,
som saarer Hjerterne med lette Skud
og flagrer bort og flygtende beler os.
Men der, hvor Barnet svinder, staar en Heros,
en herlig Yngling, Somrens rige Gud,
hvis Væsen rummer Livets store Bud,
— den sande, skjønne, evigstærke Eros.
Hans Hjærte varmer Dig i Solens Flamme,
hans Alvor taler gjennem Tordnens Stemme,
hans Harmes Lynglimt spalter Egens Stamme,
hans Vemod laaner Nattergalen Røst.
Hans Almagt naa’r Din Sjæls det dunkle Gjemme
og modner Aandens Frø til Livets Høst.