Lavt hænge Skyerne om Himlens Tind,
blødt drysser Foraarsregnens milde Væde.
Alt fyldes af en stille festlig Glæde,
og Luften er saa lun og blød og lind.
Nu vikler Løv lig Sommerfugle spæde
forsigtig sig af Knoppens Puppespind,
og rige Farvemønstre virkes ind
i Engens lysegrønne Fløjelsklæde.
Det gaar mod Kveld. Da glimter det i Vesten,
en Rosenlue lysner gjennem Regnen,
og Solen brat paa Himlens Tærskel staar.
Den lader Blikket glide over Egnen:
»Ret saa! Bereder Alt i Nat til Festen.
I Morgen hilse vi den unge Vaar.«