I Grøftevoldens Ukrudtsmylr pranger
Valmuen som en kjæk Zigøjneybrud.
Om Hovedet en blodrød Silkeklud,
hvorunder brat et blaasort Glimt Du fanger.
Men Gluttens Skjønhed holder ikke ud.
Naar sidenhen ad hendes Vej Du ganger,
er Stadsen borte. Gustenbleg og svanger
hun sidder der med gul og rynket Hud.
Thi vildt og brat forbrænder Blodets Flamme.
Men indefra de gyldne Hvedestraa
fremtitter mildt Kornblomstens fromme Blaa.
Et venligt Pigebarn, men af de tamme,
hvis Timer blidelig og stille gaa —
hvis Skjønhed er fra Dag til Dag den samme.