Bag vigneklædte Bjærges lave Kæder
i et Cartheuserklosters stille Bo,
hvor langs ad Muren grønne Ranker gro,
og Druens Purpurblod min Gane væder,
jeg nyder Foraarskvældens dvbe Ro,
og Sjælen svælger i Erindrings Glæder,
mens Munke vandre om i hvide Klæder
og hviske dæmpet sammen to og to.
Den vestre Himmel staar i dunkel Glød,
men Mørket lydløst over Jorden glider.
Alt er saa tyst, som var Alverden død,
og Tanken dvæler ved de svundne Tider.
Saa blier det Nat. Det sidste Lysskær svinder
i Dalen, hvor den blanke Arno rinder.