Dronning Louise
(† d. 29. Sept. 1898)
(† d. 29. Sept. 1898)
Det var ved Valborgstide,
da Bøg sprang ud i Vaar,
da faldt en dunkel Skygge
hen over Kongens Gaard.
Den voksede med Dagen,
ad Porten ind den gled,
og det var Havens Blomster
de falmede derved.
Brat tav hver Fugl i Lunden,
bleg blev den blanke Sol —
og Skyggen rakte frem
over Dronningens Stol.
Det skønnede da Alle,
der stode hende næst:
nu nærmed sig derude
den store tavse Gæst;
og det fornam de Alle,
som havde hende kær,
at det var Dødens Skygge
der traadte hende nær.
For hendes Skabning sygnede,
og hendes Fod blev svag,
det klare Øje sløret,
usikkert Hjertets Slag.
De vilde hende værge,
de strakte Haanden ud —
da skred han over Tærsklen
det mørke Sendebud.
Høstnattens Glans i Øjet,
som Løvfaldslyd hans Fjed,
— han traadte hen til Lejet
og bøjede sig ned.
Han strøg den hvide Pande,
han rørte hendes Bryst,
da standsed Hjertets Banken,
Alt blev saa sælsom tyst.
Han aandede paa Øjet,
den matte Haand han tog,
— — Det var den gamle Dronning,
sit sidste Suk hun drog.
Tys derude, I, som larme! Værer tause for en Stund!
Se, hun sover, Danmarks Dronning, blidelig den sidste Blund.
Og I Andre, I, som sørge! Sagtelig og stille græd!
Denne Død har Fred og Hvile, Intet, som gør Sjælen ræd.
Thi den kom jo ej som Skræmsel midt i Livets Ungdomsfest,
men i Dagens Skumringstime som en silde høstlig Gæst,
aanded mildt paa Lampens Flamme, saa det svage Blus blev slukt,
løste ned den skøre Ranke, tung af Aarets modne Frugt.
Græder kun, men græder stille! Thi hver ædelbaaren Aand
Fæstet blev i Livets Jordbund med de tusind stærke Baand:
Og naar Bøgens Stamme segner, strækker hen i Støv sin Top,
sitrer Skoven, og om Træets Rødder flænges Mulden op.
Derfor stiger Vemodssukket ikke blot i Kongens Borg,
der hvor hendes Børn og Husbond favnes nu i fælles Sorg:
Trindt i Danmarks Rige, og saalangt den danske Tunge naar,
bævende en dæmpet Smerte gennem Folkets Hjerte gaar.
Hendes milde Moderøje, Tanken kærlig, god og klog
naaede fra de høje Sale ned til Armods skumle Krog.
Hun, der mellem sine Kære trylled Hjemmets Lykke frem,
har for dem, som intet ejed, trindt om Lande skabt et Hjem.
Og hun elsked Himmellysets Regnbuskær i Jordens Dunst,
som det bryder sig i Tanken, som det former sig i Kunst.
Hendes Øre, sygt og svækket, halvt for ydre Indtryk lukt,
sansed endnu Tonens Veje, fulgte Harmoniens Flugt.
Hendes Øje, stedse aabent for al Skønhed, fjern og nær,
elsked Formens rene Linier, skatted Farvens varme Skær.
Trindt paa mange Veje søgte hendes Hjerte Aandens Spor,
fandt vel Rigdom ved sin Søgen, Fred blot i Guds Naades Ord.
Lad da hendes Træk kun smuldre, blive Støv i Gravens Krypt:
i de Hjerter, hun har vundet, staa de præget fast og dybt.
Og det danske Folk, som flokker sig om Baaren nu i Savn,
skal blandt sine bedste Kvinder tro indtegne hendes Navn.