O, Land, som gav os Sønnekaar
og alt, hvad vi har kært —
hvis Grundvold dybt i Havet staar,
hvis Saga tæller Tusindaar,
hvis Aasyn dog hver nyfødt Vaar
er lige ungt og skært —
Saa dronningstolt, saa moderblidt
til dine Børn du ser!
Før rakte Du Dit Scepter vidt,
nu maales let, hvad der er Dit,
men just for Alt, hvad Du har lidt,
vi elske Dig des mer!
Se for Din Fod et Sønnekuld,
som værne vil Din Arv!
Lær os at pløje Hav og Muld,
at hamre Malm og Tankens Guld —
men hver i Sit at tjene huld
vor fælles Moders Tarv!