I Dalen, hvor den blanke Arno rinder,
hvor Livet tykkes nu en Rosenfest,
slog Døden engang ned som selvbudt Gæst
med brustne Øjne og med sortblaa Kinder.
Dog, mens Firenzes Aande stank af Pest,
— paa Skrænten hist, hvor nu en Villa skinner,
der fejred unge Mænd og fagre Kvinder
Livsglædens Orgie, Rædslens Tærskel næst.
I Duft af Roser kvæles Dødens Dunst,
og vittig Spot med utilsløret Brunst
sig plastisk i Dekameron forbinder:
— et Satyrspil med Fauner, Bakkantinder,
Vrangbilled kun af Tidens store Kunst,
der højner sig med Kuppel, Taarn og Tinder.