Hvad denne Grefve Herr Alf Ellingsøns Historie er anrørendis/ er tilforn nocksom omtalet. Mand meener hand skulde haft en Befæstning ved Skaanør/ og der haft sin Tilflugt til og fra/ icke langt fra Søekanten/hvor om her intet formeldis andet/ end hvorledis hand blef fangen af Herr Bendit Rimaardsøn/ som hafver uden Tvil været tilforn i Staalbrøder Laug i Ungdommen med hannem. Maa vel skee/været saa god paa Handvercket som hand/ som det siunis af Herr Jon Rimaardsøns Handel/som tilforn blef rørt. Saa beder mand undertiden best/ den eene Ref med den anden/ &c. Men det der raadeligt at følge den vjse Davids Raad/ Ps.37. Haabe paa HERren/ og giør got/ blif i Landet og nære dig redelig.
Alf hand er i Norge Land fød/ hannem lyster der intet at være: Hand hafver vel femtan Herreder i Leen/hand kand sig der af nære.
2. Alf hand ganger paa grønnen Vold/ og læser hand der sin Tide: Der møder hannem Bendit Rimaardsøn/ hans Skæben vare hannem icke blide.
3. God Morgen/ god Dag/ liden Milde Alf/ du est saa modig en Herre: Men blifver du Kongens Fange i Dag/icke staar Landet disverre.
4. Icke saa er jeg Mindre Herr Alf/ du tør det icke vente: Jeg er en liden Messe-Dreng/ skal Vin for Præsten hente.
5. Saa løfte hand op hans høye Hat/ og saae hannem i sin Pande: Alt est du Norske Herr Minder Alf/ om jeg kand ret forstande.
6. Du hafver været en Klerck med mig/ det maa jeg sige for sande: Jeg kiende dig i det Skole-Huus/ Du giorde os andre stor Vaande.
7. Og est du Bendit Rimaardsøn/ og da est du min Frende: Du svær en Eed for mig i Dag/det du mig aldrig kiende.
8. Saa toge de hannem Minder Herr Alf/ de sloge hannem Bolten om Foed: Førde de hannem til Helsingborg/ den Danske Dronning imod.
9. Tage I nu Minder Herr Alf/ lade hannem i Stuen indgange: I lade de Fruer og stolte Jomfruen/ skue saa rig en Fange.
10. Det da svarede den Danske Dronning/ det første hun Minder Alf saae: Er det icke andet for en Mand/ der saadanne Safn gaar fra.
11. Enddog jeg er paa Vexten liden/ dog er jeg Mandelig kiøn: Men aldrig lefver du saa god en Dag/ at du føder saadan en Søn.
12. Jeg gaf der til min Kaabe blaa/ er skaaren i Roser og Lilie: Jeg maatte ickun en Nat hos eder sofve/ om det var saa eders Villie.
13. Maatte jeg en Nat ickun hos eder sofve/ det viste icke uden eders Terne: Det vil jeg for sanden sige/ I bade for mig saa gierne.
14. Det svarede hannem Dansker Dronning/ hun slog sin Haand imod Bord: Du skalt klædde en Steyle i Morgen/ førend Folck de gaa til Bord.
15. Hvi steylede du icke Knud af Sønderborg/ icke Ifver af Hostebro. Icke da vare de meget bedre end jeg/ dog de vare dig nest tro.
16. Toge de liden Grefve Herr Alf/ lode hannem af Stuen udgange: Nock saa hafve Fruer og stolte Jomfruer/ skued denne Skalckagtige Fange.
17. Og de ledde Minder Grefve Herr Alf/ Østen for Helsingborg ud: Sine Synder hand kiendis saa klagelig/ saa fast raabte hand til GUd.
18. Jeg raader hver ærlig Danne-Qvindis Søn/ hand tragter efter Hæder og Ære: Hand blifver i Land og tee sig vel/ med lige kand hand sig nære.
19. Nu hafver jeg tagen og røfvet uden skiæl/ saa mangen god Dag og Aar: Hvad mand med Synd og Uræt bekommer/ med Skam og Sorg det gaar.
20. En Grefve var jeg af Ellings Art/ ofver Tunsbergs Læn det rige: Det voldte mig Fald og Vedermod/ jeg vilde for ingen Mand vige.
21. Først da bedref jeg grueligt Mord/ paa hver som jeg fick i Sinde: Saa sparde jeg hvercken Qvinde eller Møe/ jeg dem baade laste og skende.
22. Jeg tog den fattig Borgere fra/ sit Gods og Lif tillige: Det klager baade Encke og Faderløs Barn/saa høyt til Gud monne skrige.
23. GUd være mig blid og Miskundelig/ der efter monne jeg forlange: At jeg efter denne her haanlige Død/ det ævige Lif maatte fange.
