Det er icke usandt mand siger/at føre sviger de Sorne end de Baarne/og at Blodet er tyckere en Vand. Hvilcket bevises af dette merckelige Exempel/ som sees her udi unge Svend Trøst/ i det at hand icke forlader sin Broder/ der alle de andre hans Hofmænd rømte hannem fra/ men stod mandelig bi med hannem/og udi Broders sted/som mand siger. Der af befantes/ det som tilforn var uvitterligt/ at de begge vare to kiødelige Brødre/ som deris Moder gifver dennem siden tilkiende.
Hvad skal jeg i Danmarck/ deris Brynie ere mig for tunge: De Danske Hofmænd de spotte mig/ for jeg kand icke deris Tunge. Men jeg nimmer aldrig goden Danske.
2. Det var ungen Dareved/ hand lader legge Sadel paa Hest/ Jeg vil ride til Borreby/ Min kiere Moder at geste.
3. Deris Spore vare saa klingend/ deris Heste hafde god Gang: Udi Lunde Kircke i Skaane Land/ der hørde de Ottesang.
4. Først da hørde de Ottesang/ og saa de Messer Ni: Saa lystede hannem ungen Danneved/ alt til sin Ganger sti.
5. Det meldte hin gode Herre Oluf/ hand var deris Sogne-Præst: Som mend ved liden Danneved/ i Dag blifve I min Giest.
6. I Dag vil jeg med ingen Mand æde/ eller dricke den klare Viin: Førend jeg kommer til Borreby/ og taler med Moder min.
7. Hør I kieriste ungen Danved/ I sige det icke fordi: Saa mange da ere de Fiender/ der holder for uden vor By. Men jeg nimmer aldrig.
8. Først troer jeg mit gode Sverd/ og saa min gode Hest: Dernest troer jeg mine Dannis Svenne/ jeg troer mig self allerbest.
9. Vel maa I tro eders gode Sverd/og saa eders raske Hest: Og saa tro I eders Danne-Svenne/ de svige eder allerførst.
10. Og det var liden Danved/ hand kom for ofven den By: Der møder hannem hans Fiender/ de vare vel tørster ni.
11. Saa stercke da vare disse Fiender/ som holdt i Læ og Ly: Alle Danveds Svenne toge Orlof/ hen fra deris Herre at fly.
12. Alle da toge de Hofmænd Orlof/ alt fra deris Herre at fly: Foruden hin unge Svend Trøst/ hand tog da Tienist af ny. Men jeg nimmer aldrig goden Danske.
13. Og jeg hafver slit eders Klæder/ og jeg hafver reden eders Hest; Jeg skal stande med eder i Dag/ i meden eder trenger mest.
14. Tagen hafver jeg eders Sølf og Guld/ og ædt hafver jeg eders Brød; Icke rømmer jeg i Dag fra eder/ skulde det end vorde min Død.
15. Saa kaste de deris Bag tilsammen/for inden den grønne Lund; De to de vog vel femten alleene/ for inden den Morgenstund.
16. Saa skøde de deris Rygge tilsammen/ for inden de tycke Riis; De to de vog vel tredive alleene/ derfore bære de stoer Priis.
17. Det var ungen Danved/hand band sit Sverd ved Side; Saa monne de Ædelinge saa gladelige hiem til deris Moder ride.
18. Det var ungen Danved/hand kom der ridendis i Gaard; Det da var hans allerkieriste Moder/ hun ud imod hannem gaar.
19. Du vær velkommen liden Danved/ og allerkieriste Søn min; Hvad da lyster dig heldst at dricke/ af enten Miød eller Viin.
20. Jeg vil hvercken æde eller dricke med eder Miød eller klaren Viin; Førend I gifve hin unge Svend Trøst/ kiere eeniste Søster min.
21. Og hør du det min kieriste Søn/ jeg siger det icke fordi; Saa sandelig hielpe mig GUd af Nød/ I ere alle Sydskende tre.
21. Hør I det allerkieriste Moder min/ I sige mig det med Liste; Hvor da fødde I hannem unge Svend Trøst/ men jeg det aldrig viste. Men jeg nimmer aldrig goden Danske.
23. Hand var sig saa lidet ydste Barn/ der jeg sende hannem af Land; Saa sandelig spurde jeg hand var død/ thi klagede jeg ingen min Vaande.
24. Det melte hand liden Danved/ en Ridder-Søn saa rig; Nu vil jeg mig aldrig meere klage/ men jeg hafver Brødre slig.
25. Signe dig GUd hin unge Svend Trøst/min Tro vil jeg dig gifve; Aldrig at svige eller undfalde/ medens jeg er i Lifve.
26. Liden Danved og unge Svend Trøst/ klædde sig i Sabel og Maar; Saa ride de dem saa gladeligen bort/ alt udi Keyserens Gaard. Men jeg nimmer aldrig goden Danske.
