Efter Kong Erick Menveds død/ kom hans Broder Christopher til Kongeligt Regiment/ dog med ulige Lycke og Fremgang. Thi hand udi sin Tid hafver for sin Halfsbroders Grefve Johans af Vagerland skyld/ ført sig udi en aabenbare Feide med Grefve Gert af Holsten/ og nogle andre Førster som hulde paa Grefvens Haand. Hvilcken langvarige Krig var baade hannem self/ og hans Børn og gandske Riget meget skadelig og forderfvelig. Og den gode Herre Grefve Gert self/ vand icke helder Silcke der ved/ sætte sig i en stor Bondes Gield/ og lod paa det sidste Lifvet i løbet/ som denne Vise formelder. Thi der Konning Christopher med tvende sine Sønner var hendød/ og Riget stod Kongeløst fast udi ni samfelde Aar/ giorde det Danske indfødde Ridderskab hver sit beste/ at uddrifve fra sig disse skadelige fremmede Giester/ som vare for vel vand til at hente Bytte her udaf Landet ind i Holsten. Blant andre hafver denne ærlige Danske Heldt og Velbyrdige Ridder/ Her Niels Jepsøn set sig op imod Grefve Gert der hand kom ind udi Judland/ Anno Domini 1340. Ellefve tusinde Mand sterck/ og lagde sig udi Randers/ saa got som mit udi Landet/ og lod brende og røfve allevegne omkring sig. Herr Niels er self udi egen Person dragen til hannem/ og der de icke ere vorden eens med hver andre om Dagtingen/ hafver hand redeligen undsagt hannem/ og der om ofverilet hannem og slaget hannem ihiel udi Randers den 1 April/ Anno Domini 1340. Denne Grefve Gert kaldis Gerardus Calvus/ det er en skullede Grefve/ fordi hand var noget Flenskaldet/ &c.
Grefven samler alle sine Mænd/ hand drager af Sleßvig frem; Og aldrig saae nogen Mand fleere slig/ enten før eller siden dem.
2. Grefven drog i Danmarck ind/ hannem fulde saa faur en Skare: Fire Bannere og Fire og Tive/ hvo torde imod hannem fare.
3. Grefve Gert hand vilde til Randers ride/ og did lod hand sig raade; Det var hannem for langen Tid spaad/ hand skulde sit Lif der lade.
4. Icke vilde hand lade det blifve fordi/ hannem lystede det at friste; Riddere og Svenne/ Bønder og Bormænd/ dennem vilde hand hiemme gieste.
5. De vare vel 18 tusinde Skytter/ foruden Ridder og fribaarne Mænd/ tilsammen fyretyve tusinde/ og hvo kunde stride mod dem.
6. Grefven sende Niels Ebbesøn Bud/ at hand skulde til hannem ride; Hand sagde hannem Fred og Fredlighed til/ saa tryg skulde være den Leide.
7. Grefven hand mødte Niels Ebbesøn/ Norden ved Randers Strande; I være velkommen Niels Ebbesøn/ og hure gaar eder i Haande.
8. Grefven ragte Niels Ebbesøn Haand/ der med de taledis sammen; Saa lidet da var der Skemt iblant/ og end fast mindre Gammen.
9. Hør du kiære Herr Niels Ebbesøn/ du være velkommen her; Hure staar Hofven i Nørre Jutland hvad ere for Tidende der.
10. Hure lider dine Frender og Mafve saa rige/ der til din Hiertens Kiær; Hvad helder ville I fegte med mig/ eller Fred af mig begære.
11. Vel staar Hofven i Nørre Jutland/ hver Mand er trøst og fro; Komme i Herre med Feide eller Fred/ hvad skulle vi lide paa.
12. End hafver jeg nu i Nørre Jutland/ baade Frender og rige Mafve; Eders Naade de skulde tilrede være/ ville I det af dem hafve.
13. Niels Ebbesøn du est en konstig Mand/ og der til est du from; Hure du kand icke den rette Vey dræbe/ du rider saa langt der om.
14. Hør du Herr Niels Ebbesøn/ vilt du mit Ærende bortride: Hvor mange Svenne hafver du med dig/ som du tør vel paa lide.
15. End hafver jeg nu blant Juderne hin faste/ baade Ven og der til Frende: Saa gierne da skulle de følge med/ og mod deris Fiender stande.
16. Alt hafver jeg tredive Svenne med mig/ saadanne som de nu ere: Hvad helder de ere fleere eller færre/ jeg hafver dem alle lige kiære.
15. Og hafver du tredive Karle med dig/ da er det vel til Maade: I gaar holt du i Herr Buggis Gaard/ med hundrede Heste i Plade.
18. Niels Ebbesøn svarede saa ofverbrat/ hand trinde en Fod tilbage: Og er det enten Ridder eller Svend/ som mig den Løgn paa sagde.
19. Og er det enten Mand eller Qvinde/ mig det tør sige til: Jeg skal aldrig vige for hannem en Fod/ førre jeg fanger svaret der til.
20. Hør du kiære Herr Niels Ebbesøn/ vi ville der om ey tale: Du rider hen til Herr Bugge din Ven/ om hand vil Troskab holde.
21. Skal jeg eders Ærende fare her fra/ og til Herr Bugge henride: Hvad skal jeg hannem paa eders Vegne/ det lader I mig først vide.
22. Herr Bugge hand hafver mig lenge undsagt/ Ogsaa hin unge Povel Glob: Herr Anders Frost er en af dem/ og fremmerst udi eders Hob.
23. Og self hafver du Niels Ebbesøn/ nogle Hofmænd ride hos dig: Og de hafve været udi mit Brød/ og ere nu rømte fra mig.
24. Først er hand hin unge Eske Frost/ og saa hans Brødre to: Foruden min Ja/ foruden min Minde/ de af min Tieniste drog.
25. End fleere jeg hafver til Villie giort/ dog de mig nu forsmaa: I liude fast paa Herr Buggis Raad/ I see hure det vil gaa.
26. Her Buggis Raad veed jeg icke af/ hvad hand vil lade eller giøre: Anders Frost hafver været eders Tienere tro/ I skulle icke andet spøre.
27. Herr Anders Frost den duelig Mand/ forsvarer saa vel sin Ære: Vilde hand af eder Orlof hafve/ hvi vilde I hannem det veire.
28. Det hafver været sæd i Danmarck/ I tør det icke saa klage: At hvilcken Svend som icke vil tiene/ da maa hand Orlof tage.
29. Og der er ingen tilsammen viet/ uden Muncken og hans Kappe: Hofmand rider og Hofmand bier/ hvor hand kand tiene til Tacke.
30. Det da svarede hannem Grefve Herr Gert/ hannem lystet det icke at høre. Ingen maa fra sin Herre bortfare/ naar hand lyster hannem at føre.
31. Hør du det kiære Niels Ebbesøn/ du snacker alt for lenge: Enten skal du af Danmarck rømme/ eller jeg skal lade dig henge.
32. Fredlig est du hid kommen til mig/ Fredlig maa du henride: Lod jeg det icke alt for min Tro/ du skulde faa andet at vide.
33. En Førstelig Leide hafve I mig gifven/ om jeg den ellers maa nyde: Hafve I Grefve Gert noget ont i sinde/ det kand eder self fortryde.
34. Tyfve maa I udi Galgen lade henge/ baade for Rafn og Ørn: Saa lettelig jeg ud af Dannemarck/ ey rømmer fra Hustru og Børn.
35. Men skal jeg rømme af Fæderne-Land bort/ fra Hustru og fra Børn saa smaa: Uselig skulle I vist sige der af/ at I mig nogen Tid saae.
36. Ride du bort Niels Ebbesøn/ jeg vil dig ingenlunde høre: Eller jeg bryder min Brynie paa dig/ som jeg tør fuld vel giøre.
37. Aldrig saae nogen mig end saa ræd/ jeg torde jo fuld vel skelfve: Høre I Grefve Gert/ I see vel til/ og Mandelig vogte eder self.
38. Du snacker mig meget til Meen og Mod/ Niels Ebbesøn efter din Villie: Til i Morgen est du Fredlig for mig/ til Solen ganger til hvile.
39. Denne Dag og saa den anden til qvelde/ dem maa du hafve til frist: Er jeg en ægte Grefvis Søn/ jeg blifver saa snart din Gest.
40. Grefve Gert I er en hastig Mand/ der til en Herre saa from: Hvor I med Magt kunde icke komme frem/ I ride en anden Vey om.
41. Bortreed Herr Niels Ebbesøn/ slog op med hviden Haand: Grefve Gert I lade eder mindis vel/ saa snart kommer jeg igien.
42. Niels Ebbesøn reed ad Veyen frem/ hand hug sin Hest med Spore: Efter holt Grefven og alle hans Mænd/ Og ingen hannem følge torde.
43. Saa reed hand bort med snaren Ferd/ kom hiem udi sin Gaard: Hand klagede sig for sin væne Hustru/ spurde hende om beste Raad.
44. Hil side I kiæreste Moder min/ og hvad gifve I for Raad: Grefven vil mig af Landet uddrifve/ hand undsagde mig i gaar.
45. Tvende Kaar lagde hand mig for uden skemt/ den Tredie var icke god: Jeg skulde hannem sverie eller rømme af Land/ eller hengis/ hans Ord saa stod.
46. Hvad Raad kand jeg optencke eller gifve/ jeg er en blysom Qvinde; De verste Raad de blifve eders beste/ kunde I dem ellers paafinde.
47. De verste Raad de ere nu best/ kunde vi dem ellers paafinde; Enten den Grefve ihiel at slaa/ eller Huset ofver hannem brende.
48. I lade eders Heste til Smidie sticke/ og lade dem der beslaa; Alle de Hager dem vende I frem/ eders Spor ingen kiende maa.
49. Alle de Hager dem vende I ind/ paa Sporet kand eder ingen kiende; I lade det aldrig nogen Mand vide/ I lærde det af en Qvinde.
50. I æde og dricke min Dannis Svenne/ hver giøre sig fro og glad; Naar denne Nat forgangen er/ da fange vi Dagen i Stad.
51. Icke kommer Dagen førend Solen Skin/ saa faa vi Tidende ny; Hvilcken Svend sin Herre er fast og tro/ hand maa icke fra hannem fly.
52. Op da stode de Hofmænd saa trøste/ de toge der Tieniste paa ny; Foruden Niels Ebbesøns Søster Søn/ hand vilde da fra hannem fly.
53. De Hofmænd sore saa høy en Eed/ de vilde opsætte deris Lif: Og ride med hannem saa dristelig frem/ hvor hand vilde yppe den Kif.
54. Saa rede de dem til Fruerlund/ der bunde de deris Heste; Saa ginge de dem i Randers By/ den kullede Grefve der at gæste.
55. Det var Herr Niels Ebbesøn/ hand kom til Randers Bro; Hvilcken Svend som icke vil følge med/ hand tage sig Orlof nu.
56. Frem da gick hand liden Svend Trøst/ hand trode hannem allerbest; Min Herre I gifve mig Orlog paa Stand/ og dertil Sadel og Hest.
57. Hand begærede Orlog og fick/ der til baade Sadel og Hest; Den samme Dag førend Aften kom/ hand tiente sin Herre best.
58. Niels Ebbesøn self til Dørren reed/ som hand fick da i sinde; Hand stødte der paa med skarpen Spiud/ som Grefven self var inde.
59. I stande op Herre af Søfn saa brat/ I lade mig til eder ind; Eders kiære Broder Grefve Henrich/ hand hafver mig til eder send.
60. Est du hid send af Broder min/ du lad dig icke forlange; Møde mig i Morgen udi Closter-Kircke/ mellem Messe og Ottesang.
61. I lade eders Dreng til Dørren gaa/ tage Brefvet som eder er send; Og nu er Ribe saa hart belagt/ og Colding den er brend.
62. Ribe er bestaaldet end saa hart/ Colding og Vedel er brend; Det vil jeg for sanden sige/ Niels Ebbesøn hand er hengt.
63. Og er det sanden du siger for mig/ da ere de Tidende gode; Du skalt holdis i Ære og Agt/ saa lenge vi lefve baade.
64. I lade nu op/ I tøfve for lenge/ I lade det Bud indgaa; Seyr er vundet/ og Landet er tvingt/ er det som hand siger fra.
65. Grefven hand ud af Vindvet saae/ hand saae de blancke Spiud; Saa usel jeg til Danmarck kom/ Niels Ebbesøn holder her ude.
66. De stødte paa Dørren med Skiold og Spiud/ de Nagler ginge alle i stycke; Est du her inde du kullede Grefve/ en Skaale vi dig tildricke.
67. Du sidde her ned Niels Ebbesøn/ vi ville os bedre forlige; Sende vi Bud efter Hertug Hinrich/ og saa Herr Claus Krumdige.
68. Icke da sagde du saa udi gaar/ alt ud ved Randers Strand; Du vilde da enten lade mig henge/ eller jeg skulde rømme af Land.
69. Det svarede Grefvens liden smaa Dreng/ hand var Niels Ebbesøns Frende; Lader du dig med Ord saa giecke/ hver Mand da blifve I skiende.
70. Og det da meldte den sorte Svend/ fordi hand var icke hvid; Vi legge nu ned denne lange Tale/ vi lade de Sværde bide.
71. Icke hafver jeg Slotte eller faste Borge/ At giemme saa rig en Fange; I spare nu icke de skarpe Sværde/ saa fast I lade dem gange.
72. Saa toge de den haarde Voghals/ udi sin gule Lock; Saa hugde de hannem sit Hofvet fra/ alt ofver den Senge-Stock.
73. Den Tid at Grefven var slagen ihiel/ og da sloge de paa Tromme; Det var Herr Niels Ebbesøn/ hand vilde af Byen gange.
74. Hand hastede strax ad Byen ud/ hand torde ey lenger bie; Der mødte hannem Herr Ofve Hals/ hand vilde hannem det forbiude.
75. Og hør du det Herr Ofve Hals/ du giøre mig ingen Skade; Du est min Svager huld og tro/ du maa os fare lade.
76. Fuld vel veed jeg vort Svogerskaf/ saa nære som de monne være; Men du hafver slagen min Herre ihiel/ jeg lader dig icke fare.
77. Faaret breger og Gaasen keger/ og Hanen gal paa Halde; Herr Ofve Hals blef Veyen trang/ ad de Holster monne hand kalde.
78. Hand kunde de Danske ey lenger bestaa/ ad de Holster monne hand kalde; Grefven blef om Dagen slagen/ og icke om Natten med alle.
79. Saa droge de ud deris gode Sværd/ Niels Ebbesøn vilde icke vige; Herr Ofve Hals hand Hofvedet fra hug/ saa lagde de der tillige.
80. Niels Ebbesøn kom til Randers Bro/ der vancket saa gode Hug; Der fant hand da hin liden Svend Trøst/ som føre Orlog tog.
81. Niels Ebbesøn gaar ofver Randers Bro/ de Holster efter hannem haste; Efter gaar hand hin liden Svend Trøst/ og Broen hand efter hannem kaste.
82. Tack hafve Niels Ebbesøns Søster-Søn/ hand var sin Morbroder tro; Hand kaste i Fiorden de Fieler saa brat/ de Holster funde ingen Bro.
83. Niels Ebbesøn/ geste sig en Kierling/ hun hafde ickun toe Lefve; Den eene gaf hun Niels Ebbesøn/ hand slog den kullede Grefve.
84. Gud-bevare din Siæl Niels Ebbesøn/ Du varst en Dansker Held; Saa gierne hafde du dit Fæderne-Land/ ved fremmede Giæster skild.
85. Christ signe og hver god Danne Svend/ som baade med Mund og Haand; Uden Skempt og Tant med Flid og Tro/ vil tiene sit Fæderne Land,
