Denne Vise slutis at være lagt om Kong Erick Menveds Tog udi Meckelborg. Thi hand udi sin Tid nogle gange drog der ind/ som udi hans Historie fortellis/ at Ao. 1311 til Rostock slog Margrefven af Brandenborg til Ridder med firetive andre Førstelige Personer unge og gamle. Og andet Aar der efter/ der Staden hafde sat sig op imod sin Herre/ drog hand der ind med den Danske Magt/ og tvingde dem/ og bygde det Slot Denskeburg ved Vornouminde/ som mand endnu paa denne Dag veed af at sige. Men skal det være den Nafnkundige Marsk Stig som her nefnis/ da er mueligt/ at det er skeed udi Erick Gleppings Tid/ uden at Nafnet er forseet.
Kongen lader biude ofver alt sit Land/ hand lader dem der til vare/ først hans Riddere og saa hans Mænd/ at de skulle med hannem fare. Hand agter ind til Vendiske Land/ som ligger under Danmarcks Krune: Det er saa ilde gangen i Haand/ det klagis saa mangelunde. Mand hørde der sigis af/ Konning Erick førde saa stærck en Hær/ alt ofver det Øster Haf.
2. For Hviddangers lagde de ind deris Skib/ de loede deris Harnske did hente: Det raade GUd Fader i Himmerig/ naar vi skulle dennem vente. De seylede ofver den salte Søe/ de Danske vare fro og glade: Danmarck dennem strax af siune gick/ Christ haf lof/ der de qvade. Alt med saa megen Sømme/ og der de komme for Rostock ind/ de fafnet saa vel deris komme.
3. De dveldis der fulde otte dage/ de Herrer laae i den Stad: De vare vel siu Tusinde til Hest/ hver Mand var fro og glad. Og det var om en Onsdag Morgen/ og end tre Timer for Dag: Det var saa mangen rasker Heldt/ sig vebne loed i Plad. De lode fortecke med Guld deris Ørs/ de hafde røde Vaaben-Rock paa/ der udi sade hvide Kaars.
4. De rede ud ad Sønder Port/ deris Harnisk de skinde saa vide: Herr Marsk Stigs Banner det fremmerste var/ saa faa finder mand hans Lige. Her Ofve Drostis Banner var nest/ saa herlig i tre Stycke: De lofvede Pending til hellige Steder/ Gud vilde dem unde god Lycke. De droge fra Stæren saa trygge/ den Dag de Seyr monne vente/ de vilde icke drage til rygge.
5. De droge tre Mile saa hemmelig/ det Raad gaf Herr Johan: De sende to Muncke paa Kundskaf ud/ de vare af Doberan. I bede de Herrer fortiene deris Leen/ ellers vi deris Gods vilde brende: I bede de Danske tencke der paa/ saa gierligen vi dem kiende. De ere os vorden vrede/ men førend de komme af Tydskland ud/ der skal saa mangen Mand føde.
6. De vare vel Fiorten Tusind Mand/ af Vismar monne de ride: De lofvede Pending til hellige stæder/ de Danske maatte dem bide. De mødte hver andre ved et Barfred/ alt paa en Plaz saa grøn: Deris Spotske Ord dennem lidet hielp/ de nappede der af Røn. Der maatte da vige de Tydske Mand/ som førre hafde brut deris Tro/ thi Gud vilde hafve det hefnt.
7. Dette skeede alt om Fredag god/ og en Time for Non: De Tydske maatte for Danske Mand vige/ hand vilde dem icke skone. Førre da rider hand Kong Herr Erick/ med sin Brødre to: I bruge eder nu i Danske Hofmænd/ som eder Magt ligger paa. Det staar til Gud og eders fri Mod/ vi vinde baade Slotte og Feste/ Vi træde vore Fiender under Fod.
